Danmark vil stemme for Palæstina-resolution
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) vil torsdag stemme ja til, at Palæstina får observatørstatus i FN, erfarer danske medier.
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) vil på torsdag i FN's Generalforsamling stemme ja til at give Palæstina observatørstatus i FN, det erfarer flere danske medier tirsdag aften.
Politiken erfarer, at Villy Søvndal i morgen på et pressemøde i Københavns Lufthavn vil offentliggøre regeringens beslutning.
Tidligere tirsdag afviste statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) at komme med en endelig udmelding om Danmarks position i Palæstina-spørgsmålet.
Sverige og Norge støtter også
Lande som Frankrig, Portugal og Schweiz har meldt ud, at de vil støtte palæstinensernes ønske om opgraderet status i FN ved afstemningen torsdag.
Ifølge TV2 vil også Sverige og Norge i morgen officielt give deres støtte til palæstinenserne.
Tidligere i dag anbefalede både Venstre og Konservative, at Danmark tilsluttede sig det palæstinensiske ønske.