Partifælle i EU: Ud med Rohde - ind med Løkkegaard
Den tidligere tv-vært Morten Løkkegaard bliver nu foreslået som Venstres spidskandidat til Europaparlamentet.
Venstres Jens Rohde kom i weekenden i modvind på partiets landsmøde med en lidt for EU-venlig og føderalistisk kronik, som var ude at trit med partiets politik.
Det fik partiet og Jens Rohde til at udskyde den planlagte kåring af Rohde som Venstres spidskandidat til EU-parlamentsvalget i 2014.
Men få dage senere bliver der nu kørt en anden kandidat i stilling i form af den tidligere tv-vært og nuværende europaparlamentariker Morten Løkkegaard.
Anne E. Jensen anbefaler Løkkegaard
Det er Venstres EU-veteran, Anne E. Jensen, som i Berlingske kommer med en offentlig anbefaling af Morten Løkkegaard.
- Morten har arbejdet godt og seriøst. Jeg synes, at han er et seriøst bud på baggrund af det arbejde, han har ydet de sidste tre år, siger Anne E. Jensen til Berlingske.
Anne E. Jensen har siddet i EU-Parlamentet siden 1999, og i de sidste tre år har hun haft selskab af Jens Rohde og Morten Løkkegaard.
Valget udskudt
Modsat Jens Rohde har Morten Løkkegaard ingen politisk erfaring ud over de seneste tre år i EU-Parlamentet. Han er selv forsigtig med at melde noget ud om et eventuelt kandidatur som spidskandidat.
- Jeg har ingen aktuelle overvejelser om at være kandidat. Der er en kandidat, som sagen ligger lige nu, og det har partiformanden også gjort klart. Resten er spekulationer, som jeg af gode grunde ikke kan deltage i, siger Morten Løkkegaard til Berlingske.
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, sagde sent lørdag aften, at han fortsat støtter Jens Rohde som spidskandidat.
Samtidig gjorde Løkke det dog klart, at han syntes, det var "en fornuftig beslutning" at udskyde valget af spidskandidat til næste års landsmøde.
Ritzau