Sådan fandt vi Sohns bogholder

Jyllands-Posten ledte i mere end et år efter den tidligere sovjetiske topembedsmand, Vladimir Versjinin. Sporet endte blindt flere gange.

Artiklens øverste billede
Vores jagt på Vladimir Versjinin begyndte i efteråret 2011, da vi på et pizzeria over for det russiske udenrigsministerium i Moskva mødtes med Anatolij Smirnov, den sidste sekretariatschef i centralkomiteens internationale afdeling.

Hvordan finder man en mand, hvis rolle som Kremls bogholder var så hemmelig, at end ikke Ruslands førende avis var i stand til at identificere ham i 1991, da sagen om Moskva-guldet blev rullet op i de russiske medier?

En mand, der var ukendt for de historikere, der i årevis har beskæftiget sig med Kremls hemmelige støtte til kommunistpartier i udlandet under Den Kolde Krig. En mand der aldrig har givet et interview til russisk eller udenlandsk presse om sin rolle i affæren om guldet fra Moskva.

Vores jagt på Vladimir Versjinin begyndte i efteråret 2011, da vi på et pizzeria over for det russiske udenrigsministerium i Moskva mødtes med Anatolij Smirnov, den sidste sekretariatschef i centralkomiteens internationale afdeling, der taler finsk og norsk, og bl.a. har været russisk konsul i Norge.

Smirnov smuglede i august 1991 regnskabsprotokollerne om Kremls hemmelige pengeoverførsler til udenlandske kommunistpartier ud af centralkomiteens hovedkvarter under et kup mod Mikhail Gorbatjov og Boris Jeltsin. Han afleverede originalerne til den russiske anklagemyndighed, men tog kopier af de håndskrevne protokoller, som siden har cirkuleret blandt forskere og journalister. De er senere blevet genoptrykt i flere værker, bl.a. i den russiske journalist Jevgenia Albats bog om KGB og i den af den danske historiker Morten Thing redigerede antologi ”Guldet fra Moskva”.

Ikke på talefod

Smirnov afslørede over for os, at protokollerne var blevet ført af Vladimir Versjinin. Han tilføjede, at de to ikke var på talefod, da de befandt sig på hver sin side af den tids politiske barrikader, og han anede ikke, om Versjinin stadig var i live, eller hvor han opholdt sig. Smirnov gav os dog navnet på en tidligere medarbejder i centralkomiteens internationale afdeling, som ifølge ham havde været i kontakt med Versjinin.

I første omgang søgte vi efter Versjinin i folkeregisteret og stødte på en adresse i det vestlige Moskva. Gentagne telefonopkald forblev ubesvarede, så i det sene efterår 2011 tog vi ud på adressen. Første gang blev vi afvist af en dørvagt, men næste gang blev vi lukket ind i opgangen. Døren blev åbnet af en aserbajdsjansk familie, der boede til leje. De havde aldrig hørt om Versjinin. Ejeren af lejligheden nægtede at mødes med os, men påstod i telefonen over for lejeren, at han ikke anede, hvem Versjinin var. Han afviste også, at der tidligere skulle have boet én med det navn på adressen.

Næste spor var Versjinins tidligere kollega i centralkomiteen, som stadig er aktiv i det russiske kommunistparti.  Vi opsøgte ham på hans privatadresse i et højhus i det sydvestlige Moskva. Han var bortrejst, men hans hustru var så venlig at give os et mobilnummer. Vi fik fat i ham nogle dage senere, men da han hørte, at vi ledte efter Versjinin, sagde han:

"Hvis jeg er i live"

”Hvorfor leder I efter ham? Jeg ved godt, hvad I er ude efter, men jeg vil ikke hjælpe jer, og jeg kan garantere, at alle os, der var ansat i centralkomiteens internationale afdeling vil tage vores hemmeligheder med i graven.”

Han erklærede sig dog parat til at mødes ved lejlighed, hvis vi skulle komme til Moskva. Det skete nogle måneder senere, og vi ringede til ham god tid i forvejen. Denne gang lød beskeden:

"Jeg vil gerne mødes med jer, hvis jeg er i live, når I kommer. Jeg ligger på hospitalet, men ved ikke, om jeg dør i løbet af de næste par uger.”

 Han ville ikke sige, hvad der var i vejen, men lå stadig på hospitalet, da vi kom til Moskva, så mødet blev ikke til noget. Det viste sig, at han var blevet ramt af et hjerteanfald. Et par måneder senere var han kommet sig, og vi mødtes på en cafe ved siden af det russiske parlament.

Denne gang var han knapt så afvisende, men det viste sig, at det ifølge ham selv var omkring 20 år siden, at han havde talt med Versjinin, og at han ikke længere anede, hvor han boede.

”Og hvis jeg vidste noget, ville jeg heller ikke fortælle jer det. Jeg er sikker på, at han ikke har lyst til at tale med jer,” advarede han.

Forelagt kopier af de hemmelige regnskabsprotokoller og andre dokumenter om Moskvas støtte til udenlandske partier tilføjede han undrende:

”Hvad vil I med Versjinin, I har jo fundet ud af, hvordan det hele hænger sammen?”

Sporet koldt

Her blev sporet koldt. Var Versjinin i live? Russiske mænd bliver sjældent over 65 år, og han havde allerede rundet de 80. Og hvis han var i live, boede han så fortsat i Moskva? Kunne han have solgt sin lejlighed og være flyttet til en billigere by med et bedre klima? Var han havnet på alderdomshjem, var han blevet senil og kunne han overhovedet huske noget fra dengang, han var ansat i centralkomiteen? Og ville han overhovedet tale med os, hvis vi ikke havde en anbefaling med fra en person, som han havde tillid til?

Sidst på foråret 2012 gav en god bekendt os et tip om en anden adresse i Moskva, hvor der var registreret en Vladimir Versjinin, født 1929; dvs. mandens alder stemte med den person, vi ledte efter. Problemet var, at adressen kun bestod af et husnummer uden angivelse af lejlighedsnummer og opgang.

I Rusland anfører man aldrig navne på dør og postkasse, hvor folk bor, så uden nummeret på en lejlighed eller en opgang, hvor en bolig ligger, er det umuligt at finde frem til, hvor folk bor. Man kan ikke bare gå fra opgang til opgang, til man finder navnet på den person, man leder efter. Desuden er de fleste opgange forsynet med kodelås.

Og ganske rigtigt: Da vi sommeren 2012 i forbindelse med en mellemlanding på vej fra Sibirien til Danmark tog ud på adressen, viste det sig, at den dækkede over omkring 1.200 lejligheder. Vi ledte efter en nål i en høstak. Med list og en god portion velvilje fra en person på stedet lykkedes det imidlertid at skaffe nummeret Versjinins lejlighed, og med hjælp fra en beboer blev vi lukket ind i opgangen.

Trods heftig brug af klokke og hamring på Versjinins dør måtte vi gå med uforrettet sag. Lejligheden virkede tom og forladt; nedslidt og uden mindste tegn på liv. Heller ingen af naboerne åbnede, så vi fik ikke noget svar på, om Versjinin boede her.

Var han taget i sommerhus, var han på besøg hos familie, var han i live, lå han på hospitalet eller noget helt femte?

Masser af tid

For nogle uger siden vendte vi tilbage til Moskva for endnu engang at lægge vejen forbi Vladimir Versjinins adresse. Heller ikke denne gang blev døren åbnet. Til forskel fra forrige gang havde vi nu masser af tid og satte os til at vente på trappen for at se, om en nabo skulle dukke op. Efter en halv times tid kom en nabo ud, men hun kunne ikke hjælpe, om end hun mente på et tidspunkt at have set nogen komme ud af Versjinins lejlighed. Efter endnu en time viste en overbo sig, men heller ikke hun kunne kaste lys over mysteriet om Versjinin, så vi satte os igen på trappen.

Så endelig – efter tre timers ventetid – blev døren til Versjinins lejlighed åbnet og en midaldrende mand kom ud med en affaldspose i hånden. Han var alt for ung til at være Versjinin, det viste sig at være hans søn. I første omgang ville han ikke lukke os ind, da faderen ikke var parat til at tage imod besøg. Fem-ti minutter senere blev vi sluppet ind, og selv om han ikke ligefrem lyste af begejstring ved mødet med en avis, der gerne ville høre om hans hemmelige fortid, svarede han på vores spørgsmål så godt han kunne.

Sine 83 år til trods virkede Versjinin klar i hovedet og til tider skarp i replikken. Til vores overraskelse havde han ikke blot ført de hemmelige regnskabsprotokoller over udbetaling af hård valuta til udenlandske kommunistpartier. Han havde også været forfatter til hovedparten af de dokumenter, der havde med den hemmelige operation at gøre, f.eks. notater til politbureauet og korrespondance mellem chefen for international afdeling og centralkomiteens sekretariat. Det var også Versjinin, der stod for kontakten til den sovjetiske udenrigsbank, hvor den hårde valuta kom fra, og til KGB, som havde ansvar for at aflevere pengene til den udpegede adressat. Han bogførte det hele og opbevarede de hemmelige hæfter i sit pengeskab.

”Jeg skrev det meste, cheferne skrev bare under,”  noterede han.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.