- Opdateret 28/09/2012 kl. 09:31
SF'er vil stoppe reform
»Det går simpelthen ikke, at vi smider 20.000 arbejdsløse ud i mørket,« siger ordfører i SF.
Endnu en SF’er melder sig nu parat til at forlænge dagpengeperioden, der fra nytår bliver skåret fra fire til to år.
»Det går simpelthen ikke, at vi smider 20.000 arbejdsløse ud i mørket, hvor de havner på nul kroner i indtægt, og hvor de må gå fra hus og hjem. Det kan vi ikke leve med,« siger Eigil Andersen, arbejdsmarkedsordfører for SF og medlem af Folketinget, til Jyllands-Posten.dk.
Eigil Andersen er dermed på kollisionskurs med ledelsen i ikke bare sit eget parti, men også hos regeringspartnerne Socialdemokraterne og De Radikale, der fastholder, at der ikke skal ændres på dagpengeperioden.
Går det langsommere
Umiddelbart foreslår Eigil Andersen, at man indfaser den toårige dagpengeperiode langsommere.
Det kunne for eksempel ske ved at ændre dagpengeperioden til tre år fra nytår, men Eigil Andersen er villig til at se på andre løsninger.
»Hvis man ser på forudsætningerne dengang de borgerlige vedtog ændringerne, så var det, at man regnede med 135.000 arbejdsløse. Men arbejdsløsheden er jo nu166.000. Og når forudsætningerne er ændret, så må vi også ændre reglerne,« siger Eigil Andersen.
SF’eren fra Aarhus støtter Annette Vilhelmsen ved det aktuelle formandsvalg i SF.
Ikke nok
Fagbevægelsen har også kæmpet for at ændre det såkaldte genoptjeningskrav fra ét til et halvt år.
Og det forslag støtter Eigil Andersen også.
»Men det er ikke nok. Det vil måske kunne redde 10-20 procent, men der vil så stadig være 80-90 procent, der ikke får hjælp. Derfor er der brug for at gøre noget mere,« siger han.
På kant med ledelsen
Eigil Andersen ved godt, at han er på kant med ledelsen i regeringen og partiet.
»Men jeg mener, at dette er i tråd med SF’s holdninger i partiorganisationen. Helt sikkert,« siger Eigil Andersen.
Han opfordrer derfor regeringen til at skynde sig med en løsning.
»Folk er meget utrygge, og en løsning presser sig på,« siger Eigil Andersen.
SF's politiske ordfører, Jesper Petersen, fastholder overfor DR Østjylland, at der ikke vil blive ændret i dagpengereformen.
»Det er sådan, at der var flertal for dagpengereformen, selvom SF var modstander. Reformen blev stadfæstet i regeringsgrundlaget. Det er vi bundet af, indtil regeringen vil beslutte sig for at gøre noget andet. Det gavner ikke muligheden for forhandlinger på det her punkt, at man på den måde melder ud i pressen imod det regeringsgrundlag, vi har skrevet under på,« siger Jesper Petersen til DR Østjylland.