Fortsæt til indhold
Politik

Thorning: Vedtagelsen om finansskatten ændrer intet

Statsministeren afviser, at vedtagelsen om, at partiet vil arbejde på en europæisk finansskat ændrer noget.

Den socialdemokratiske partiledelse ville oprindeligt kun lave en skat på finansielle transaktioner, hvis den kunne blive global. Men baglandet har søndag vedtaget, at ordet ”global” skal slettes. Dermed er det fra i dag partiets erklærede mål, ”at der på EU's foranledning bliver indført en skat på finansielle transaktioner.”

Det står nu i partiets nyligt vedtagede visionsprogram ”Danmark herfra til 2032”.

Men her på de sidste timer af S-kongressen forklarer statsminister, Helle Thorning-Schmidt, at vedtagelsen ikke kommer til at ændre noget

”Der er ikke ændret noget. Vi har vedtaget, hvad vi arbejder for frem mod 2032. Vi har jo ikke haft nogle ideologiske vanskeligheder med det, og det har partiet så også gentaget nu. Men det skal jo indrettes på en måde, så vi ikke taber beskæftigelse og vækst,” siger hun.

Hun slår fast, at det ikke kommer til at ændre noget på, hvordan partiet arbejder med spørgsmålet.

Skridt for skridt

"Jeg synes, vi skal se på det skridt for skridt. Der er ikke nogen tvivl om, at man skal kun gøre det på en måde, så man ikke mister vækst og beskæftigelse. S"å der er sådan set ikke noget nyt i det jeg siger i forhold til, hvordan regeringen arbejder med det og hvordan Socialdemokratiet arbejder med det.

I det hele taget virker det ikke til, at der kommer ændringer her-og-nu på nogle af de emner, der har været mest debatteret. Udover finansskatten har dagpengene været et brandvarmt emne. I dag blev et enkelt ændringsforslag vedtaget på dagpengeområdet.

Med hvad med det ,der blev vedtaget i dag omkring dagpengene. Ændrer det noget på den måde i arbejder med spørgsmålet?

”Nej, det gør det ikke. Vi har et regeringsgrundlag, som vi overholder, fordi man skal kunne lave aftaler med socialdemokraterne. Og i øvrigt vil jeg sige: der er ikke penge til at ændre dagpengesystemet og vi har gjort hvad vi kan for at hjælpe de mennesker, som er i fare for at falde ud,” siger hun.