Letbane-tog i storbyer får et skub
Et nyt forlig i Folketinget baner vej for flere letbane-anlæg rundt i Danmark.
Hvis der er mennesker nok i et større område omkring en by af en vis størrelse, vil Folketingets transportpolitikere fremover være åbne for, at der kan laves letbaner.
Det skriver de i en forligsaftale om, hvordan foreløbig en mia. kr. skal fordeles til gavn for kollektiv trafik, cykelstier og togdrift.
Foreløbig bruger de to mio. kr. til at få undersøgt, hvilke muligheder, der er i at lave letbane ved de større byer i Danmark.
Herunder kan du læse mere konkret om de større byer og letbaneprojekter.
Odense
I Odense er en vvm-undersøgelse i gang, og den skal vise muligheden for at etablere en letbane, der skal fordele trafikken mellem midtbyen, et kommende universitetshospital, universitetet og forsker- og videnparken.
Folketingspolitikerne afsætter nu 15 mio. kr., som skal sætte ekstra skub i planen om en letbane i Odense.
København
Til gavn for Københavns-området afsættes fem mio. kr. til en analyse i Hovedstadsområdet.
Det handler mere konkret om at få udpeget nye trafikknudepunkter og få analyseret mulige udbygninger med metro og letbane.
Parterne kalder det oplagt at udvikle Ny Ellebjerg station og Glostrup station til sådanne fremtidige centrale knudepunkter.
Aalborg
Også i Aalborg kan byens udvikling med blandt andet undervisnings- og sundhedsinstitutioner understøttes med nye, højklassede kollektive trafikløsninger.
Poliytikerne bag forliget noterer sig, at Aalborg Kommune, Region Nordjylland og Nordjyllands Trafikselskab er i gang med indledende undersøgelser af en mulig letbane i området.
En vvm-undersøgelse ventes at koste 12 mio. kr., og den ønskes igangsat i 2014.
Forligsparterne er klar med 6 mio. kr., som øremærkes statens bidrag til vvm-undersøgelsen i Aalborg.
Aarhus
I Aarhus er letbane-projektet nu så langt fremme, at der er gang i en udbudsrunde.
Forligspartierne skriver i deres nye transportaftale, at en fremtidig driftsøkonomisk løsning for Aarhus Letbane er en elektrificering af Grenaabanen.
Elektrificeringen sikrer, at Aarhus Letbane kan indkøbe afprøvet standardmateriel til hele letbanen.
Parterne noterer sig, at en elektrificering af Grenaabanen skaber mulighed for, at driftsselskabet for Aarhus Letbane kan minimere omkostningerne til drift.
Parterne er enige om at reservere 100 mio. kr. til at dække nettoomkostningerne ved en evt. elektrificering af Grenaabanen.