Kommuner vil gøre danskerne sundere
Sundheden halter i Danmark i forhold til andre lande. KL sætter mål for danskernes sundhed.
Folkesundheden i Danmark er langt fra i top. KL kommer for første gang nogensinde med helt konkrete mål for, hvordan danskerne skal blive mere sunde i løbet af de næste ti år.
Det skal ske gennem et øget fokus hos kommunerne og staten.
Forebyggelse er vejen frem mod en forbedret sundhed i Danmark ifølge de seks mål for det offentlige frem til 2022. De fremstilles i dag til KL’s årlige Sociale Temamøde.
National sundhed
”Forslaget indeholder målbare delmål på seks områder, som, vi mener, kan bidrage til opfyldelsen af de overordnede mål om at øge middellevetiden, øge antallet af år med god livskvalitet og reducere den sociale ulighed i sundhed. Vores vision er, at alle danskere skal have et sundere og længere liv, som leves aktivt og produktivt uden sygdom og begrænset funktionsevne,” siger KL’s formand Erik Nielsen i en pressemeddelelse.
Den dårlige cocktail, som påvirker danskernes sundhed negativt, består bl.a. af rygning, alkohol, usund mad og mangel på motion, og den skal ændres med KL's mål, der er blevet sendt til sundhedsminister Astrid Krag (SF). Hun har rost udspillet og vil lave nationale retningslinjer, så alle kommuner kan nå målene.
Kommunerne vil skabe rammer for et sundt liv i dagsinstitutioner, skoler mv., mens KL vil have staten til at bakke op og forske i forebyggelse og lave tiltag, der forbedrersundhedsniveauet.
"Staten må understøtte kommunerne i at løfte opgaven. Fx er der behov for, at staten understøtter forskning i forebyggelse og indfører lovgivningsmæssige tiltag, der har effekt på sundheden. Vi har brug for en fælles indsats fra alle aktører på forebyggelsesområdet, hvis vi skal nå i mål,” siger Erik Nielsen.
Mere ambitiøst
I Morgenavisen Jyllands-Posten roser Morten Grønbæk, der er formand for Statens Institut for Folkesundhed samt formand for Vidensråd for Forebyggelse, KL-udspillet for at være konkret og for at have fokus på de risikofaktorer, der påvirker middellevetiden, så som alkohol, rygning og overvægt.
Han så dog gerne, at forslaget var endnu mere ambitiøst.
"Jo højere man sætter overliggeren, desto længere kommer man. 14 pct. rygere i 2022 er ikke særligt ambitiøst. Det kunne sættes skarpere op," siger han.