- Opdateret 08/05/2012 kl. 17:11
FAKTA: Det er med i Thornings 2020-manual
Nye mia. kr. til vækst i erhvervslivet, uddannelse og job til unge - og en stribe reformer.
2020-planen er tænkt som det store overblik over statens pengesager. Planen skal vise, hvad vi har og får råd til de kommende otte år.
I halen på den kommer alle de reformer, som regeringen bl.a. omtalte 71 gange i sit regeringsgrundlag. Forhandlingerne er i gang på en række områder, og fundamentet - 2020-planen - er nu støbt.
En masterplan
2020-planen er en slags masterplan, der f.eks. fortæller, hvor meget de offentlige udgifter må stige, hvor meget, der skal hentes ind på trepartsforhandlinger, hvad en reform af førtidspension og kontanthjælp skal give osv.
Den fortæller også, hvordan alle disse penge skal deles ud - til unges arbejdsmuligheder, til efteruddannelse og meget andet.
Men her følger som nævnt de elementer i den 2020-plan, som er basis for Danmarks udvikling de næste otte år:
Indtægter til staten:
- Trepartsforhandlingerne med arbejdsmarkedets parter skal give statskassen fire mia. kr. om året.
- En skattereform skal give staten tre mia. kr. og et øget arbejdsudbud på godt 12.000 personer.
- Reform af førtidspension og fleksjob skal give to mia. kr.
- Tidligere færdiggørelse af uddannelser skal give to mia. kr.
- Såkaldt øvrige reformer - blandt andet af sygefravær og integration på arbejdsmarkedet - skal give tre mia. kr.
- Tre mia. kr. skaffes fra allerede aftalte besparelser bl.a. på forsvaret.
- Fem mia. kr. skaffes via en såkaldt omprioriteringspulje, hvor der findes effektivisering m.v. i det offentlige.
Udgifter for staten:
- De offentlige udgifter må stige med 0,8 pct. om året. Det koster ni mia. kr.
- 60 pct. af en ungdomsårgang skal have en vidergående uddannelse. I dag er det kun 54 pct. Det koster to mia. kr.
- En "ungepakke" med penge til opkvalificering og igangsættelse af ledige - eksempelvis gennem jobrotation med tilskud. Det betyder, at en ledig kan få en jobchance, hvis en fast medarbejder skal på kursus.
- En vækstpakke for seks mia. kr. skal give øget produktivitet, bedre infrastruktur og mere konkurrencedygtige arbejdspladser. Pengene her anvises dog først senere.
- Fem mia. kr. fra effektivisering skal bruges i det offentlige.