Aaen: Vi får alt for meget i løn
Politikerne på Christiansborg skal ikke have mere end en faglært arbejder.
Tidligere i dag besluttede de delegerede på Enhedslistens årsmøde at tage fra deres folketingspolitikeres pension.
Fremover skal Johanne Schmidt-Nielsen og hender kolleger på Christiansborg også betale partiskat af pensionen fra Folketinget - og ikke kun partiskat af lønnen, som det allerede sker.
Og det burde de øvrige partier i Folketinget at lære noget af, mener Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen.
Løn som en arbejder
Han mener, at politikerne er alt for begunstigede i forhold til den øvrige del af befolkningen.
"Det ville være rimeligt, hvis vi alle fik omkring 32.000 kr. i måneden. Lønnen for folkevalgte er for høj i dag," siger Frank Aaen, der selv - som de øvrige i Enhedslisten - afleverer en stor del af sin løn i partiskat, så han får udbetalt svarende til en faglært arbejders løn i København.
Samtidig langer Frank Aaen ud efter statsrevisorernes særligt høje løn.
De får for meget
Ekstra Bladet skriver i dag, at statsrevisorerne oven i deres øvrige løn får knap 300.000 kr. om året plus en livslang pension på 125.000 kr.
Og det vel at mærke for 11 årlige møder af tre-fire timers varighed, forberedelse til disse møder (8-10 timer pr. møde) samt et dusin dage med virksomhedsbesøg, temadebat og udlandsrejser.
Det er en for høj aflønning af de seks statsrevisorer, som blandt andet tæller Mogens Jensen (S) og Kristian Jensen (V), mener Frank Aaen.
"Deres løn er for høj. Folketingspolitikernes løn burde sættes ned til 32.000 kr. i måneden, og så kunne statsrevisorerne få halvdelen af den løn oveni. Så ville de stadig være godt betalte," siger Frank Aaen, hvis forslag ville give hver af de seks statsrevisorer et løndyk på 100.000 kr.