Liberal Alliance: Rygeforbud er totalitært
Regeringen finder befolkningen »ulækre« og »frastødende,« siger det liberale parti.
Politikere skal holde op med at tvinge folk til at leve sundere.
For det nærmer sig et totalitært overgreb mod folks ret til at leve deres liv, som de vil.
Sådan lyder det fra Liberal Alliance i en kronik i Jyllands-Posten tirsdag.
»Som politikere er det ikke vores opgave at skubbe folk i retningen af det liv, som vi finder rigtigt. Vores opgave er derimod at give folk de bedste rammer for at leve det liv, som de selv ønsker at leve – uanset hvordan fordelingen mellem flødeskumskager og broccoli ser ud,« skriver Simon Emil Ammitzbøll og Joachim B. Olsen, politisk ordfører og sundhedsordfører for Liberal Alliance.
Totalitære ideologier
De to liberale går til angreb på »en snigende sundhedsfascisme,« hvor forbud mod tv-reklamer for slik, brug af solarium har taget en »mørkere drejning i retning af snigende totalitarisme i Big Mothers kærlige favn«.
Ammitzbøll og Olsen kalder overdrevne meldinger om rygnings konsekvenser for »et voldsomt overgreb på menneskets evne til selv at tænke og ræsonnere«.
»Hvis løgnen godtages, frakender den andre muligheden for at træffe selvstændige beslutninger og for at leve livet i overensstemmelse med deres samvittighed,« hedder det i kronikken.
I kronikken sammenlignes de mange sundhedstiltag i både den nuværende og tidligere regering med »totalitære ideologier«, hvor respekten for borgernes frihed er overflødig.
»Og det bliver acceptabelt at tage stadig mere hårdhændede metoder i brug for at redde dem fra sig selv. Der er dog imidlertid ingen grund til at tro, at politikerne i særlig grad skulle vide, hvad der for andre mennesker er den bedste måde at leve livet på,« vurderer Ammitzbøll og Olsen.
Væmmes ved rygere
De to folketingsmedlemmer fra Liberal Alliance har også et bud på en forklaring på politikernes indblanding:
»Sagen er desværre nok den, at mange politikere finder en meget stor del af befolkningen ulækre og nogle gange direkte frastødende,« hedder det i kronikken.
»De væmmes ved rygere, overvægtige og solariebrugere og kan simpelthen ikke forstå, at ikke alle deler deres hang til økologisk raw food, det nye nordiske køkken og lange løbeture«.
Hvad mener du?
- Har Liberal Alliance ret i, at danskerne er udsat for snigende sundhedsfascisme?
- Eller er det fint, at politikerne forsøger at regulere samfundet i en sundere retning?
Deltag i debatten her: