Mediejurist: Afsløring af kilde er en sejr

Kildebeskyttelsen er ikke beregnet til at beskytte magtens repræsentanter, mener jurist.

Artiklens øverste billede

Der er ikke noget, der er absolut, heller ikke kildebeskyttelse.

Det er meldingen fra mediejurist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen.

Rigtigt at bryde kildebeskyttelse

Han støtter Ekstra Bladets afsløring af, at tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens (V) daværende spindoktor Peter Arnfeldt ifølge avisen var parat til at lække oplysninger i Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag.

- Det er et brud på kildebeskyttelsen, men efter min mening er det et rigtigt brud på kildebeskyttelse, siger han og fortsætter:

- Hensynet til offentligheden taler stærkere end hensynet til kildebeskyttelsen i den her sag. Pressens opgave er at afdække magtmisbrug, ikke at beskytte det, lyder det.

Særlige tilfælde

Ifølge Oluf Jørgensen er kildebeskyttelse et vigtig journalistisk princip, som man dog i særlige tilfælde kan bryde.

For når journalister lover kilder anonymitet bygger den aftale på ærlighed fra begge sider. Derfor mener han, at det er op til den enkelte journalist at vurdere, om kildens plan er "grov manipulation", der undergraver kildebeskyttelsen.

- Det, Ekstra Bladet har gjort, er en styrke for offentligheden og for journalistikken. Kilder, der vil misbruge journalister, tænker sig om en ekstra gang og afstår forhåbentligt fra manipulation af frygt for at blive afsløret, forklarer han.

Samtidig synes han, det er vigtigt at huske på, at kildebeskyttelsen særligt er tiltænkt såkaldte "whistleblowers".

- Det er meget vigtigt at skelne mellem whistleblowers og spindoktorer. Kildebeskyttelse er beregnet til whistleblowers, altså folk, der er i klemme i et system. Kildebeskyttelsen er ikke beregnet til at beskytte magtens repræsentanter, siger han.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen