Markant færre får fast ophold i Danmark

Antallet af permanente opholdstilladelser styrtdykker. Det var ikke hensigten, siger Dansk Folkeparti.

Artiklens øverste billede

Antallet af personer, der får permanent opholdstilladelse i Danmark, falder dramatisk.

Det viser nye tal fra Udlændingeservice under Justitsministeriet, skriver Berlingske.

Frem til 30. september i år har Udlændingeservice udstedt 525 permanente opholdstilladelser mod 1796 i samme periode sidste år. Det er et fald på over 70 procent. Til sammenligning er antallet af afslag steget fra 1486 til 2449.

Pointsystem indført

Det markante skifte falder tidsmæssigt sammen med pointsystemet for permanent opholdstilladelse, der blev indført i 2010 af VK-regeringen og Dansk Folkeparti.

Pointsystemet strammede blandt andet kravene til danskkundskaber, job og aktivt medborgerskab i for eksempel foreningslivet.

Peter Skaarup, næstformand i Dansk Folkeparti, erkender, at det ikke var hovedformålet med loven at få antallet af permanente opholdstilladelser til at styrtdykke.

- Det var for at få folk til at bidrage til det danske samfund. Jeg tror, at tallene vil stige, efterhånden som folk begynder at kunne opfylde for eksempel kravene til erhvervserfaring, siger han til Berlingske.

V: Udlændinge opfylder ikke krav

Venstres integrationsordfører Inger Støjberg afviser, at pointsystemet virker mod hensigten:

- Meningen var, at vi skulle få udlændinge til Danmark, der kunne og ville bidrage til det danske samfund, og tallene viser jo soleklart, at mange udlændinge ikke har opfyldt de krav, siger hun til Berlingske.

Den ny regering har i regeringsgrundlaget varslet en afskaffelse af pointsystemet. Justitsminister Morten Bødskov (S) vil dog ikke garantere, at flere udlændinge vil få permanent opholdstilladelse.

- Når lovkataloget fremlægges i næste uge, vil man se, hvordan og hvornår regeringen udmønter området, siger Morgen Bødskov til Berlingske.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen