Thorning: Ingen fifleri med efterløn
Regeringen har ikke pillet ved noget substantielt i efterlønsreformen, forsikrer Helle Thorning-Schmidt.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) afviser al snak om forligsbrud i forhold til efterlønsreformen.
Reaktionen kommer, efter oppositionen i et samlet brev til statsministeren klager over, at der er blevet begået et "klokkeklart" forligsbrud, fordi lovforslaget om tilbagetrækningsreformen er blevet ændret, uden oppositionen har set ændringerne.
Direkte adspurgt, om der er blevet fiflet med efterlønsreformen fra regeringens side, lyder svaret.
- Det har vi ikke, siger Helle Thorning-Schmidt til Ritzau.
- For at alle kan være helt trygge, har vi holdt et møde her i eftermiddag med forligspartierne om hele sagen for at få en teknisk afklaring af lovforslagene, og vi fremsætter så lovene, når de er færdige, siger statsministeren.
Dermed har Helle Thorning-Schmidt fulgt oppositionens opråb om at indkalde alle forligspartierne hurtigst muligt.
Selve lovforslaget skulle oprindeligt have været fremsat onsdag, men ifølge Helle Thorning-Schmidt vil det først ske torsdag.
S og SF er ikke en del af den oprindelige aftale om tilbagetrækningsreformen og er derfor ikke med i forligskredsen.