Pædofilidømte begår sjældent nye overgreb

Venstre vil ophæve rabat på prøveløsladelse for personer, der er dømt for overgreb. Ekspert tvivler på effekt.

Artiklens øverste billede

Det skal være langt sværere at blive løsladt før tiden, hvis man er dømt for at have begået overgreb mod børn. Sådan lyder det fra Venstre - men der er ikke umiddelbart nogen logik i at gribe hårdere ind over for den type forbrydelser.

Det mener juraprofessor Eva Smith fra Københavns Universitet, der er formand for Det Kriminalpræventive Råd. Kriminalforsorgens statistik viser nemlig at sædelighedsforbrydere sjældent begår samme kriminalitet efter fængselsstraffen.

- Det er den gruppe, der recidiverer (får tilbagefald, red.) allermindst. Der er kun tre procent af dem, der er dømt for det, som begår sådan noget igen. Frygten for, at det skal ske igen, er voldsomt overdrevet, siger hun.

Venstre vil gøre op med den praksis, at en fængselsdømt som hovedregel bliver prøveløsladt efter totredjedele af dommen, hvis det drejer sig om overgreb på børn. Men der er intet belæg for, at en sådan ændring vil føre til færre overgreb.

- Det handler vel om, at de ikke skal gøre det igen, og derfor skal vi tage de forholdsregler, som kan forhindre det. Men der er ikke noget, der tyder på, at det giver mere recidiv (tilbagefald, red.) at blive prøveløsladt. Tværtimod, siger hun.

Venstres forslag kommer i forlængelse af en aktuel sag fra Esbjerg, hvor en mand står tiltalt for overgreb på 10 børn gennem 23 år.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen