DF er åben for at blive i Afghanistan
Danske kampstyrker bør måske blive i Afghanistan efter 2014. Og SF skal holdes uden for indflydelse, siger DF.
I modsætning til SF holder Dansk Folkeparti muligheden åben for, at danske kampsoldater stadig skal være udstationeret i Afghanistan efter den tidsfrist per 2014, som et folketingsflertal hidtil har opereret med.
- Vi skal forholde os til virkeligheden, og ikke skrivebordsteorier om, hvornår tilbagetrækningen skal ske. Jeg vil ikke stå tilbage og se al-Queda vinde to måneder efter, at vi er rejst, siger DF's forsvarsordfører, Søren Espersen.
SF ikke med i forlig
Han siger samtidig, at Dansk Folkeparti vil have SF holdt uden for beslutninger om Afghanistanmissionen, som partiet ikke er med i forliget med de borgerlige om i modsætning til Socialdemokraterne og De Radikale.
- Vi vil acceptere, at Villy Søvndal sidder for bordenden i sin egenskab af udenrigsminister. Men vi vil ikke have SF med i forligskredsen som parti, for hvordan skal vi kunne stole på SF, som i 10 år ikke har lavet andet, end at svine Afghanistanmissionen til, siger Søren Espersen.
Dansk Folkeparti frygter, at det skeptiske SF vil gøre det sværere at træffe løbende beslutninger om, hvordan de danske soldater i Afghanistan skal agere.
Usædvanligt, hvis SF er udenfor
Søren Espersen medgiver, at sådan en parlamentarisk situation ikke før er forekommet, hvor et regeringsparti ikke er med i aftaler, som regeringen laver.
- Det vil være en usædvanlig situation. Men hvis regeringen ikke vil være med til det, så må den køre hele Afghanistanmissionen igennem med sit eget parlamentariske grundlag, siger han.
Søren Espersen kritiserer også regeringen for ikke efter valget at have indkaldt forligskredsen bag Afghanistanmissionen til møde i betragtning af, at det senest er sket i sommer.
- Det burde være noget at det første, den nye regering havde gjort, siger Søren Espersen.