Kommentator: Samuelsen skal være helt ærlig
Samuelsens narkosag skal være håndteret i fordøren, hvis det ikke skal have konsekvenser for hans karriere.
Liberal Alliances Anders Samuelsen skal have håndteret narkosagen gennem fordøren, hvis han skal gøre sig forhåbninger om forståelse for sine handlinger og skåne sin karriere.
Det siger TV2's politiske kommentator, Henrik Qvortrup, til Ritzau.
- Det har stor betydning for Samuelsen, om han de næste dage kan dokumentere, at han ikke bare handlede denne sag af med nogle rockere i Horsens, men at han orienterede politiet og justitsministeriet.
Det vigtigste er, at Anders Samuelsen fortæller sandheden, når han søndag har sagt, at han har orienteret politiet og justitsministeriet om betalingen for en nærtståendes narkogæld, mener Henrik Qvortrup.
Sympati ikke udelukket
Sagen får da også en ekstra dimension, idet danskerne i den sidste måneds tid har fulgt forløbet med Henrik Sass Larsens manglende sikkerhedsgodkendelse.
- Med det snit som PET ligger hen over, hvem der kan blive minister og hvem der ikke kan, så er det ikke i morgen Anders Samuelsen bliver minister.
- Det kan dog ikke udelukkes, at han bliver mødt med sympati, siger Henrik Qvortrup.
På den anden side har folkevalgte, ifølge kommentatoren, en forpligtigelse til, at løse konflikter af kriminel art gennem fordøren og ikke af bagdøren.
- Noget tyder på, at det her i den grad er blevet løst gennem bagdøren. Samuelsen skal passe på, at han ikke også kommer ud i en sag om troværdighed oveni denne i forvejen ubehagelige situation, konstaterer Henrik Qvortrup.
Hvis Samuelsen kan dokumentere, at han har kontaktet politiet, så er det meget sandsynligt, at der vil være en vis forståelse for politikerens klemte situation, mener kommentatoren.
Men grundlæggende mener Henrik Qvortrup ikke, at det ser ikke kønt ud for den liberale politikers karriere.