Dansk Erhverv: Kun få visioner
Helle Thorning-Schmidts nytårstale vil næppe gå over i historien som den mest visionære i nyere tid.
Helle Thorning-Schmidts nytårstale vil næppe gå over i historien som den mest visionære i nyere tid.
Det mener erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, der dog roser statsministeren for at have fokus på det offentlige underskud og nødvendigheden af nedskæringer og besparelser.
"Regeringen har netop indført en lang række skatter og afgifter, som har svækket erhvervslivets konkurrencekraft. Derfor håbede jeg, at statsministeren ville bruge nytårstalen til at beskrive, hvordan regeringen i det nye år vil bidrage til at forbedre virksomhedernes konkurrencekraft. Det synes jeg desværre ikke hun gjorde."
Det siger administrerende direktør i Dansk Erhverv Jens Klarskov i en pressemeddelelse, hvori han betegner talen som uden de store visioner for, hvordan Danmark skal komme ud af krisen.
Også positive dele
Han er dog positiv indstillet over for de dele af talen, hvor Helle Thorning-Schmidt forbereder danskerne på, at de kommende år vil komme til at kræve meget af os alle sammen, og at vi skal vænne os til nedskæringer og besparelser i det offentlige.
- Der er ingen vej uden om at få reduceret den offentlige sektors andel af BNP, og det er glædeligt, at statsministeren melder så klart og tydeligt ud, at vi kommer til at se nedskæringer og besparelser i den kommende tid. Kun ved at reformere den offentlige sektor kan vi finde råderum til at investere i eksempelvis forskning og uddannelse og i det hele taget få forbedret rammevilkårene for erhvervslivet, siger administrerende direktør Jens Klarskov.