Læserne: Skjulte privatinteresser dur ikke
Jp.dk's læsere opfordrer politikerne til at fremlægge deres privatøkonomiske interesser.
Som folkevalgt politiker bør man offentliggøre sine privatøkonomiske interesser.
Det mener et stort flertal af de læsere, der har debatteret her på jp.dk.
Jyllands-Posten kunne tirsdag fortælle, at bl.a. 32 Venstre-folk og syv LA-medlemmer har undladt at lægge oplysninger om deres privatøkonomiske interesser frem.
Og det har mødt kritik fra en lang række læsere.
”Selvfølgelig kommer det os vælgere ved, om nogle af vore folketingsmedlemmer har et afhængighedsforhold til interesser uden for Folketinget. Ligesom det kommer os ved, hvem der finansierer deres valgkampe, og det er uanset, om det er penge fra fagbevægelsen eller erhvervslivet,” skriver Poul Munk fra Bornholm.
Skal kunne dokumentere
Den holdning deler Steen Christensen fra Glesborg.
”Vi vil kunne respektere vores politikere, og det kræver selvfølgelig, at de kan dokumentere rent mel i poserne. Så lad os få en liste over dem, der ikke vil lægge poserne frem til eftersyn, så vi kan fravælge dem ved førstkommende lejlighed,” som han skriver på jp.dk.
En tredje læser langer specifikt ud efter Liberal Alliances forbindelse til Saxo Bank:
”Registret burde ikke være frivilligt. Kan man være objektiv, hvis man f.eks. sidder som bestyrelsesformand for Mærsk og samtidig forhandler olieaftale? Selvfølgelig ikke. At der er syv af LA’s medlemmer, der ikke bruger registret, overrasker ikke. Liberal Alliance med Samuelsen i spidsen har jo allerede solgt partiet til Saxo Bank og varetager udelukkende deres interesser,” mener Poul Pedersen fra Sunds.
Hvad rager det os?
I tirsdagens udgave af Jyllands-Posten forklarede Simon Emil Ammitzbøll, at han ikke har offentliggjort sine privatøkonomiske forhold, fordi ”det er op til den enkelte, om man vil være med. Og det har jeg så valgt ikke at være.”
Den holdning kan Inge Petersen fra Vordingborg godt følge. Hun skriver:
”Hvad i alverden vedkommer det mig, hvis ikke det er landsskadelig virksomhed, eller snyd og bedrag. Det hele skal helst lægges frem i Se og Hør, Billed-Bladet, Kig Ind, Ekstra Bladet eller hvad pokker alle snagebladene hedder. Hvad rager det naboen, hvad jeg skylder hos købmanden, køber af aktier eller sidder i bestyrelse hos?”
Én, der støtter op om, at det stadig er frivilligt, om man vil lægge sine økonomiske interesser frem, er Christian Norup fra Odense.
”Men når det så er sagt, så må det grundlæggende være i den enkelte politikers interesse at lægge tingene åbent frem, så der ikke kan sås tvivl om, hvorvidt den pågældende politiker i nogle tilfælde kunne være fristet til at arbejde for lovgivning, der fremmer private interesser,” som han skriver.