- Opdateret 10/11/2011 kl. 13:08
Knive skal nu straffes med bøde
Regeringen vil indføre bøde i stedet for fængsel, hvis man går med kniv.
Der skal ikke mere automatisk gives fængselsstraffe til personer, der overtræder knivforbuddet for første gang.
Det fremgår af et nyt lovforslag, som regeringen har klar.
I den nuværende knivlov, der er fra 2008, bliver en overtrædelse af knivforbuddet straffet med ubetinget fængsel i syv dage, men den automatik vil regeringen gøre op med.
Således vil de indføre en sanktionsbestemmelse, der gør, at førstegangstilfælde som udgangspunkt straffes med bøde. Kun hvis der er skærpende omstændigheder, skal der uddeles fængselsstraf.
Gør op med automatik
"Regeringen ønsker at fastholde en stærk og konsekvent indsats mod knive på offentligt tilgængelige steder, men der er behov for at gøre op med den automatik, som ligger i den såkaldte knivlov fra 2008," siger justitsminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse.
Han lægger i den forbindelse vægt på, at det stadig er ulovligt at bære kniv.
"Det skal naturligvis ikke være tilladt offentligt at bære kniv, medmindre man har et anerkendelsesværdigt formål, men der skal bedre balance mellem den idømte sanktion og den begåede forseelse," siger Morten Bødskov.
Lovforslaget om ændring af straffen for overtrædelse af knivforbuddet er sendt i høring med henblik på, at lovforslaget kan fremsættes inden jul, fremgår det af pressemeddelelsen.
Opposition: Bøder nytter ikke
Lovforslaget møder stærk modstand fra Det Konservative Folkeparti, der i sin tid var med til at indføre knivloven i 2008.
"Det, at man render rundt med en ulovlig kniv på gader og stræder og i nattelivet, skal straffes hårdt og konsekvent," siger retsordfører Tom Behnke til jp.dk.
Han mener, at der ikke er nogen grund til at ændre på den nuværende knivlov.
"Vi ved, at alt for ofte bliver disse knive brugt til at jage i kroppen på andre mennesker, og det bryder vi os ikke om, og derfor skærpede vi straffene markant," siger Tom Behnke.
Heller ikke Dansk Folkeparti tror på, at bøder er nok.
”Problemet er, at bøder meget ofte er noget pjat. Det er ikke noget folk har respekt for. Det er vigtigt, at vi sender et signal, og der er bøder et tilbageskridt,” siger retsordfører Peter Skaarup til jp.dk
Han foreslår, at man i stedet går i en anden retning.
"Jeg vil hellere se på de mindre knive. De mindre knive kan være ligeså farlige som de store knive, der i dag er med i byen. Der vil jeg hellere gå ind og se, om man ikke skulle gøre det totalt forbudt også for de knive, der kan være ligeså skarpe og farlige som de store," siger Peter Skaarup
Hobbyknive i bilen
Knivloven har været meget omdiskuteret, bl.a. i forbindelse med sager, hvor personer har fået fængselsstraffe for at have fx en hobbykniv liggende i bilen.
Og formanden for Kriminalpræventive Råd har sået tvivl om effekten af fængselsstraffen.
"Jeg ser ikke nogen fordele ved ubetingede fængselsstraffe ved småforbrydelser som overtrædelser af knivloven og længere straffe generelt. Vi ved, at det ikke gør noget som helst godt for unge mennesker at komme i fængsel," sagde Eva Smith den 2.november til Ritzau.
Bødestørrelsen hæves
Det fremgår af lovforslaget, som regeringen har fremlagt, at beløbsstørrelserne skal ændres.
Tidligere har bødestraffen været på 3.000 kroner, men nu skal det koste 5.000 kroner for at besidde en kniv på et offentligt sted.
Og drejer det sig om særligt farlige knive, skal bødestørrelsen være på 7.500 kroner.
ORDET ER DIT: Er det rigtigt at lempe knivloven?
JP MENER: Knivloven, om igen