Regeringen afskaffer multimedieskat
Den omstridte multimedieskat forsvinder med finansloven. Tøvende støtte fra VK og EL.
525.000 danskere slipper fra næste år for at betale skat af den computer, mobiltelefon eller bredbåndsforbindelse, som de får stillet til rådighed fra deres arbejdsgiver.
Regeringen vil i forbindelse med finansloven fremsætte forslag om at skrotte den omstridte multimedieskat, så elektroniske arbejdsredskaber ikke længere bliver betragtet som et frynsegode, der skal beskattes med 3.000 kr. årligt.
Når regeringens ændringsforslag til finansloven bliver præsenteret på torsdag, er der afsat 500 mio. kr. til at finansiere fjernelsen af multimedieskatten, siger økonomiminister Margrethe Vestager.
Ikke skat på redskaber
»Vi har ikke skat på håndværkeres redskaber, så vi finder det også helt naturligt, at vi fjerner skatten på teknologiske arbejdsredskaber. Multimedieskatten har været skadelig for fleksibiliteten på arbejdspladserne,« siger Margrethe Vestager (R).
Hun lover, at forslaget er fuldt finansieret af en skatteomlægning. Hun vil dog ikke afsløre for, hvor pengene skal komme fra, før finansloven fremlægges torsdag.
Ifølge økonomiministeren vil fri privattelefon, fladskærme til privaten eller andre dyre elektroniske apparater dog blive betragtet som et frynsegode, der skal beskattes.
Stærkt kritiseret
VK-regeringen indførte multimedieskatten sammen med Dansk Folkeparti i 2010.
Skatten har siden været stærkt kritiseret for at formindske fleksibiliteten i forhold til hjemmearbejde og øge bureaukratiet for virksomhederne.
De Radikale har fra begyndelsen været stærkt kritiske, mens S-SF hidtil kun har ønsket at lempe skatten, så ansatte med kun ét multimedie til rådighed kan slippe.
Den radikale leder håber at få bred støtte til afskaffelsen af multimedieskatten.
»Det ville da være underligt, hvis de borgerlige partier ikke vil være med til at afskaffe en skat, så vi håber på bredt samarbejde,« siger Margrethe Vestager.
V og K positive
Hos De Konservative, som i dag er imod den skat, som det selv var med til at indføre i 2010, tager finansordfører Mike Legarth positivt imod forslaget.
»Vi har aldrig brudt os om den skat. Den blev indført i et kompromis for at sænke skatten på arbejde. Derfor glæder vi os meget over, at den nye regering vil afskaffe den,« siger Mike Legarth, som dog vil se finansieringen, før partiet tager endelig stilling til forslaget.
»Hvis de bare har opfundet en anden tåbelig skat for at finansiere det, så kan vi naturligvis ikke støtte det,« siger han.
Skepsis
Også hos Venstre er der glæde over udsigten til en afskaffelse af multimedieskatten, men skepsis over for finansieringen.
»Vi har aldrig fejret den som en fantastisk skat, men den var en nødvendighed. Og hvis regeringen tror, at vi vil være med til at afskaffe multimedieskatten i det ene lokale, mens den hæver afgifterne i et andet lokale, så tror jeg, at den bliver klogere,« siger finansordfører Peter Christensen.
EL positiv
Hos regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, tager finansordfører Frank Aaen godt imod forslaget.
»Den skat har hele tiden været skruet mærkeligt sammen, fordi den ramte folk på deres nødvendige arbejdsredskaber, men samtidig lod velhavende mennesker slippe af sted med at få dyrt elektronisk udstyr til en meget lav skat. Så før vi kan støtte det, vil vi være helt sikre på, at folk ikke kan bruge det til at score kostbare frynsegoder i fremtiden,« siger Frank Aaen.