Vestager forsikrer: Pengene passer
Danmark vil leve op til EU's budgetkrav, selvom regeringen laver vækstpakke til 17,5 milliarder.
Indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager (R) afviser, at regeringen er ved at grave et stort hul i økonomien med en vækstpakke til 17,5 milliarder fordelt over 2012 og 2013.
- Både i 2012 og 2013 giver det rigtig god mening at fremrykke nogle investeringer, som vi ellers skulle have lavet.
- Det er nu, der er ledige medarbejdere til skolerenoveringer, veje og jernbaner, og så er det om at få det gjort, siger Margrethe Vestager til Ritzau.
Planlagte investeringer
Hun understreger, at der er tale om fremrykning af allerede planlagte investeringer, og derfor vil Danmark fortsat kunne leve op til henstillingerne fra EU om at føre en stram finanspolitik.
- Det er penge, som vi alligevel skulle have brugt. Ved at bruge dem nu, kan de give beskæftigelse og skabe vækst, og så kan reformerne komme bagefter, siger Margrethe Vestager.
K: Hasard
De Konservatives finansordfører, Mike Legarth, mener til gengæld, at regeringen spiller hasard med nationaløkonomien for lånte penge.
Han afviser regeringens argument om, at det er en god idé at fremrykke projekter som jernbanen mellem København og Ringsted, en udvidelse af Holbæk-motorvejen og kystbeskyttelse langs den jyske vestkyst.
- For det første har vi ikke pengene til det. For det andet kan det være spild af penge, hvis man tager lån, for måske har konjunkturerne rejst sig om to år, når de sidste projekter søsættes.
- Så vil det være spild af penge, siger De Konservatives finansordfører.
Kickstarten styrker ifølge regeringen beskæftigelsen med 8500 personer i 2012 og 11.000 i 2013.