- Opdateret 31/10/2011 kl. 16:34
Studerende slipper for at betale selv
Regeringen finder penge på finansloven, så studerende ikke skal betale suppleringskurser for at læse videre.
Regeringen vil afsætte penge på næste års finanslov, så de studerende ikke længere skal betale for de suppleringskurser, der i mange tilfælde er nødvendige for at komme videre med deres uddannelse.
- Den brugerbetaling vil vi afskaffe, siger uddannelsesminister Morten Østergaard (R) til Ritzau.
Han kalder det urimeligt, at over 800 studerende hvert år i gennemsnit skal betale over 10.000 kroner, typisk i tilfælde hvor deres bacheloruddannelse ikke giver direkte adgang til kandidatstudiet.
- Foreløbig finder regeringen de nødvendige penge på finansloven for 2012. Herefter vil vi gå ind i en intens dialog med uddannelsesinstitutionerne om, hvor stort et behov der reelt er for suppleringskurserne, understreger uddannelsesministeren.
Ændringen kommer efter en kraftig opfordring fra Danske Studerendes Fællesråd, som peger på "det helt forrykte" i, at studerende med bacheloruddannelser i dag kan risikere at betale op til 15.000 kroner for at tage en kandidatuddannelse.
Udgiften på finansloven er på ni millioner kroner, og beløbet skulle ifølge Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser være tilstrækkeligt til at dække alle suppleringskurser for studerende, der ønsker at læse videre.
Morten Østergaard mener, at der kan være god grund til at se på muligheden for at rydde op i suppleringskurserne.
- Jeg tvivler på, at vi kan klare os helt uden sådanne kurser. Men jeg tror, der er for mange af dem, og at prisen er for høj. Det skal i hvert fald ikke være pengepungen, der afgør, om et ungt menneske får mulighed for at tage sin kandidatuddannelse, slutter ministeren.