Løkke står fast: Økonomien går fremad

Beskæftigelsen og eksporten stiger, siger Løkke, som svar på kritik af, at dansk økonomi er i recession.

Artiklens øverste billede

Selvom nye tal viser, at dansk økonomi er i recession, så fortryder statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke, at han i sin tale ved Folketingets afslutningsdebat fastslår, at Danmark er ude af den økonomiske krise.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen viser alle underliggende indikatorer, at Danmarks økonomi er i fremgang.

- Optimismen er der på alle underliggende indikatorer. Der er en stigende beskæftigelse i den private sektor. Der er en stigende eksport, siger Lars Løkke Rasmussen.

Løkke: Danskerne holder igen

Han fremhæver, at de tal også går igen i vismændenes rapport, som også blev offentliggjort tirsdag. Løkke erkender dog, at danskerne er forsigtige med at svinge dankortet og dermed trække dansk økonomi i gang.

- Der er en tendens til, at danskerne går og holder lidt på pengene. Derfor skal vi tale til danskernes optimisme. Det er derfor, vi i morgen vedtager en boligjobordning. Fordi danskerne har købekraften, siger Lars Løkke Rasmussen

Men han fastholder, at arbejdsløsheden er toppet 40.000 under det niveau, økonomer havde frygtet, og det er afgørende for dansk økonomi.

S: "Trist dag for Danmark"

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, kalder det til gengæld for en "rigtig trist dag for Danmark" med henvisning til, at nye tal fra Danmarks Statistik viser, at bruttonationalproduktet (BNP) faldt med 0,5 procent i første kvartal, når der korrigeres for prisudvikling og sæsonbevægelser.

Det er andet kvartal i træk, at BNP falder, og dermed er Danmark igen i recession.

En økonomisk krise, som regeringen ikke blot mangler svar på, men som den også har brugt som undskyldning for at give skattelettelser til de højeste indkomster, mener Helle Thorning-Schmidt.

- Nu siger regeringen, at det er krisens skyld. Og at beslutningerne blev truffet med begge arme på ryggen. Men det er politiske beslutninger. Der er en anden vej, siger Socialdemokraternes formand.

Socialdemokraterne og SF's vej er investeringer i stedet for besparelser. En vej som ikke blot skal bringe Danmark ud af krisen, men også "modernisere" landet, fastslår Helle Thorning-Schmidt.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen