Politikere har glemt domstole i nyt forlig
Tryghedspakken tager ikke hensyn til, at politiet kommer til at stille flere tyveknægte og røvere for retten.
Den nye tryghedspakke risikerer at blive et selvmål.
Det sker, hvis ikke domstolene sættes i stand til at klare det øgede antal sager fra politiet, lyder det fra dommernes formand.
- Meningen med de øgede bevillinger til politiet er, at flere skal tiltales for indbrud og hjemmerøverier. Men det er vel også hensigten, at de skal dømmes, siger landsdommer Mikael Sjöberg, der er formand for Dommerforeningen.
- Vi ville gerne have set, at man var opmærksomme på, at oprustningen af politiet vil føre til flere sager ved domstolene, siger han med adresse til politikerne bag pakken - regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.
Risiko for flaskehalse
For tiden er embedsmænd ved at fastlægge domstolenes budget. Og dommerformanden frygter, at en ekstraordinær bevilling på 100 millioner kroner ikke vil blive videreført i 2012.
- Hvis man ikke tænker på domstolenes ressourcer, risikerer man, at man ikke opnår den effekt, man har ønsket med tryghedspakken. Der kan opstå nye flaskehalse i systemet, siger Mikael Sjöberg.
Domstolene har fået ekstra penge i 2010 og 2011. Godt 200 kontorfunktionærer er blevet ansat, og det har været en succes, mener dommerne.
- Vi bekæmper bunker på fuld kraft, siger Mikael Sjöberg. De seneste kvartalstal viser, at domstolene har øget produktionen kraftigt.
Savner afklaring
Forleden efterlyste også Domstolsstyrelsens direktør en afklaring af økonomien.
- Vi har snart brug for at få at vide, hvordan vi kommer ind i 2012. Ellers risikerer vi, at den positive udvikling går i stå, sagde direktør Adam Wolf.
I tryghedspakken indgår, at politiets såkaldte Task Force Øst mod rockere og bander gøres permanent. Samtidig skal der oprettes en ny politienhed, der skal opklare organiseret indbrudskriminalitet landet over.