Rød regering vil bremse penge til Lomborg
Hvis regeringsmagten skifter, bliver der lukket for pengehanerne til flere kontroversielle forskere.
Socialdemokratiet og SF vil svinge øksen over mange af de forskningspenge, som VK-regeringen og Dansk Folkeparti gennem årene har sendt i retning af, hvad oppositionen opfatter som borgerligt rettet forskning.
Det skriver Berlingske.
Regeringsalternativet vil hente 100 millioner kroner fra "forskningsbevillinger, råd og nævn til borgerlige debattører", hedder det i deres økonomiske plan "Fair Løsning 2020".
S. Det skal være rigtigt
Den formulering dækker ifølge den socialdemokratiske næstformand, Nick Hækkerup, over, at partiet ønsker at fjerne bevillingerne til kendte videnskabsfolk som klimadebattøren Bjørn Lomborg og historikeren Bent Jensen.
- Mens vi har haft en borgerlig regering, har der været en tendens til at give støtte til særlige, venligtsindede folk, siger Nick Hækkerup.
- Det, der må gælde for at give støtte, er, at det skal være rigtigt og vigtigt. Når det mere er bestemt af den politiske observans, er der meget stor risiko for, at det hverken bliver rigtigt eller vigtigt, tilføjer han.
Bent Jensen: Ren svindel
Bent Jensen mener ikke, at en rød regering kan spare noget som helst ved at spare på hans forskning i Center for Koldkrigsforskning.
- Det lyder jo som ren svindel. Der er jo ikke tale om permanente bevillinger, som ligger på finansloven i al evighed, siger han til Berlingske.
Bjørn Lomborg, direktør for Copenhagen Consensus Center, vil ikke gå ind i en partipolitisk debat om forskningsbevillinger, men afviser, at han står i spidsen for en borgerlig tænketank.
Begge har modtaget millionbevillinger i det sidste tiår.