De Radikale truer politikeres pension
Hvis folket skal senere på pension, skal politikerne også have deres senere, mener De Radikale nu.
Pæne mennesker blev rasende forleden, da et stort flertal i Folketinget fortsat ville lade folketingsmedlemmer kunne få deres pension udbetalt allerede som 60-årige, mens alle andre må vente flere år mere.
Nu bringer De Radikale kravet om senere politikerpension ind i de igangværende forhandlinger om regeringens tilbagetrækningsreform.
Det fortæller den radikale finansordfører, Morten Østergaard, forud for forhandlingerne søndag.
- Folketingsmedlemmer skal ikke kunne få udbetalt pension, før resten af befolkningen kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, siger han.
Hæve tilbagetrækningsalderen
De Radikale forhandler med regeringen om en aftale, hvor efterlønnen afskaffes og folkepensionsalderen på 67 år sættes tidligere i værk.
- Det bør indgå i en sådan aftale, at hvis vi hæver tilbagetrækningsalderen med en efterlønsreform og en fremrykning af velfærdsaftalen, så skal vi selvfølgelig også ændre i folketingsmedlemmers pensionsalder. Det manglede da bare, siger Østergaard.
- For os er det naturligt at bringe ind i en aftale. Derfor vil vi bringe det op i forhandlingerne, siger Morten Østergaard.
Han kalder det et meget lille spørgsmål.
- Det er noget, vi bringer til forhandlingsbordet, og det forudser jeg ikke de store problemer med, siger han.
- Vi stiller jo ikke med ultimative krav. Vi går efter at forbedre dansk økonomi markant, og der er folketingsmedlemmers pension kun en lille dråbe, siger den radikale ordfører.
I torsdags nedstemte De Radikale og et stort flertal i Folketinget et lignende forslag fra Enhedslisten, der dog fik støtte af Liberal Alliance og Chr. H. Hansen fra Fokus. Dansk Folkeparti udtrykte sympati, men stemte blankt.