DF: Kommissionen er ekstremt bange
EU vil ikke godkende dansk toldkontrol. »Man forsøger at skræmme lille Danmark til at rette ind,« siger Peter Skaarup.
Der kommer en toldkontrol ved den dansk-tyske grænse.
Og den bliver permanent.
»Det er helt sikkert. Det har vi aftalt. Og det står vi ved,« siger Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarup til jp.dk.
Det sker efter at den danske EU-kommissær, Connie Hedegaard, har gjort det klart, at kontrollen ikke må være permanent, men at danske toldere kun må foretage stikprøver.
»Jeg tror, at kommissionen her – og åbenbart også den danske kommissær – er ekstremt bange for at miste kontrollen over dette. De er ekstremt bange for, at der nu kommer en domino-effekt, hvor alle lande i EU vil indføre grænsekontrol. For det tror jeg vil ske. Danmark bliver et forbillede,« siger Peter Skaarup.
Stille og rolig
Skaarup oplyser, at hans puls er »stille og rolig« ved udsigten til en formel klage eller sag fra EU-kommissionen.
»Østeuropæiske kriminelle og bande kan i dag komme ind over grænserne på deres togter, begå deres forbrydelser og bringe varerne hjem. Det er jo i virkeligheden dét, der er problemet, og så forsøger man at skræmme lille Danmark til at rette ind. Det kommer vi ikke til,« siger Peter Skaarup.
»EU’s gyldne svar på alt med kriminalitet – nemlig øget kontrol ved de ydre grænser – har spillet fallit. Det er fint med bedre kontrol ved de ydre grænser, men det hjælper ikke på det akutte problem. Det skal vi nok selv tage os af,« siger Peter Skaarup.
LÆS OGSÅ: EU afviser permanent grænsekontrol