S-SF giver vitaminindsprøjtning til fagbevægelsen
Flere af forslagene i den røde 2020-plan vil gavne fagbevægelsen.
Fagbevægelsen døjer i disse år med færre medlemmer og presset økonomi. Men hjælpen er nær.
S og SF har i "Fair løsning 2020" en række initiativer, der vil gavne fagbevægelsen. En gennemgang, Dansk Arbejdsgiverforenings analyseblad, Agenda, har foretaget, viser at der er flere konkrete forslag, der direkte eller indirekte forbedrer fagbevægelsens økonomi.
Der foreslås blandt andet, at fleksjobbere og personer på ledighedsydelse skal være medlem af en a-kasse. Det vil reelt betyde, at 68.000 personer tvinges i en a-kasse, selv om de i forvejen er garanteret en ydelse på dagpenge-niveau i tilfælde af ledighed.
Hjælp til fagbevægelsen
Flemming Juul Christiansen, adjunkt i statskundskab på Aarhus Universitet, har forsket i relationerne mellem LO og Socialdemokraterne. Han mener, at flere af forslagene er en direkte hjælp til fagbevægelsen.
"Der er konkrete mærkesager fra fagbevægelsen i "Fair løsning," som er en hjælp til fagbevægelsen. Men omvendt skal fagbevægelsen også være villig til at give indrømmelser på flere sager. Så jeg vil se det som en byttehandel, hvor fagbevægelsen får noget, mod at de også skal levere noget," siger han til Agenda.
Han fortsætter:
"Det er et spørgsmål om, at begge parter skal levere. Fagbevægelsen skal levere penge til partierne, og de skal levere deres medlemmers stemmer til venstrefløjen. Venstrefløjen skal derimod levere det politiske indhold, der gavner fagbevægelsen," siger Flemming Juul Christiansen, der påpeger, at der siden 2007 er sket et øget samarbejde mellem Socialdemokraterne og fagbevægelsen, efter at de to parter nærmest brød samarbejdet i 1990'erne.
S: Naturligt
Torben Hansen fra Socialdemokraterne mener, det er naturligt, at fagbevægelsen spiller en mere aktiv rolle i arbejdsmarkedspolitikken.
"Vi anser stærk partsinddragelse for rygraden i den danske arbejdsmarkeds-model. Den kontakt til virksomheder og indsigt i lokale arbejdsmarkedsforhold, som a-kasserne har, skal bruges mere aktivt. Det vil hjælpe de ledige lønmodtagere og ledige fleksjobbere. Det er vi ikke i tvivl om," siger arbejdsmarkedsordføreren og tilføjer:
"Samlet set handler det derfor ikke om at tilgodese fagbevægelsen, men om at yde en langt bedre, en langt mere enkel og en langt mere overskuelig hjælp til danske borgere."
Attraktivt at være i a-kasse
S og SF vil gøre det attraktivt at være medlem af en a-kasse ved bl.a. at øge dagpengeperioden fra to til fire år og ved at bevare efterlønnen. Flemming Juul Christiansen fremhæver i den forbindelse efterlønnen som vigtig for fagbevægelsen.
"Fordelen for fagbevægelsen ved efterlønsordningen er, at den er tilknyttet a-kassen. Dermed er efterlønnen en rekrutteringsordning til a-kasserne. En fjernelse af efterlønnen vil naturligt nok svække rekrutteringsgrundlaget til a-kasserne," siger han.
Kilde: Agenda