- Opdateret 19/05/2011 kl. 16:37
Borgmester trækker sig efter boligsag
"Jeg har overnattet for mange nætter hos min kæreste," erkender københavnsk SF-borgmester.
En københavnsk borgmester skal bo i København.
Men det gør den nu tidligere teknik og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) ikke.
For selvom han officielt bor i en 56 kvadratmeter stor lejlighed på Sundbyvester Plads, så bor han reelt i en 147 kvadratmeter lejlighed på Frederiksberg.
Det indrømmer han i en pressemeddelelse torsdag, hvor han samtidig oplyser, at han - som konsekvens af boligsagen - trækker sig som borgmester med øjeblikkelig virkning.
Ikke forskellige regler
»Problemet er, at jeg har overnattet for mange nætter hos min kæreste i forhold til hvad bopælskravet i den kommunale valglov tilsiger. Det betyder, at jeg ikke har levet op til reglerne som borgmester, hvilket jeg naturligvis skal. Der gælder ikke én type regler for borgere og en anden for politikere. Derfor trækker jeg mig som borgmester i København,« siger han i pressemeddelelsen.
Officielt har Bo Asmus Kjeldgaard bopæl på Amager, men han har tilsyneladende brugt "mere og mere" tid hos kæresten på Frederiksberg.
»Jo gladere vi er blevet for hinanden, jo mere tid har vi tilbragt sammen. Fortrinsvis hos hende, da hun har hjemmeboende børn. Det har været vores plan at flytte sammen, og vi har længe ledt efter en ny bolig. Det er bare endnu ikke lykkedes os at finde den rigtige,« oplyser borgmesteren.
Tager på ferie
Ifølge ekstrabladet.dk var det Ekstra Bladet, der afslørede borgmesterens boligsag, og avisen lover dokumentation af sagen i fredagsavisen.
»Jeg vil i særdeleshed gerne beklage over for københavnerne, at jeg ikke har fulgt reglerne. Det er sløseri fra min side, at jeg ikke har haft styr på reglerne,« siger Bo Asmus Kjeldgaard.
Han rejser nu til London »på en længe planlagt tur for at besøge min datter« og vil derfor ikke udtale sig yderligere om sagen.
Nu skal ny borgmester findes
Det er SF, der skal udpege en ny borgmester, og det er ikke på forhånd klart, hvem der skal overtage posten.
»Jeg er meget, meget overrasket. Vi skal lige have tid til at finde ud, hvad der nu skal ske,« siger gruppeformand Klaus Mygind i SF København til jp.dk.
Han oplyser, at der på et hasteindkaldt gruppemøde i aften kl. 17 vil blive taget stilling til en ny borgmester.
Søvndal: Træls sag
SF's formand Villy Søvndal kalder sagen "træls".
»Jeg har først hørt om den i dag, og jeg forstår nu, at Bo Asmus har valgt at trække sig. Jeg ville da ønske, at Bo Asmus havde fået styr på det her for længe siden,« siger Villy Søvndal til ekstrabladet.dk.
»Så set i det lys, synes jeg det er den rigtige beslutning. Reglerne gælder selvfølgelig også for SF'ere,« siger Søvndal til ekstrabladet.dk.