- Opdateret 19/05/2011 kl. 12:33
Afgørende mand blev væk i protest
Regeringens 90. mandat blev væk fra forhandlingerne i protest. Krisemøde i ministertoppen.
Han vil ikke.
Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen besluttede torsdag at blive væk fra afgørende forhandlinger i Finansministeriet i protest mod »nedladende« kommentarer fra regeingen.
Det er usikkert om Ørum helt har forladt forhandlingerne - eller blot venter på en undskyldning.
Ørum er kendt som "regeringens 90. mandat" og har blandt andet sikret regeringen flertal for den omstridte toldkontrol ved Danmarks grænser.
Men de seneste dage er han blevet kritiseret af flere Venstre-politikere, der har kaldt ham »pinagtig« og »beskæmmende« - blandt andet fordi han har foreslået fødeafdelinger og akutsygehusefunktioner på hospitalerne i Svendborg, Holstebro og Næstved.
Helt upassende
»Det er helt upassende med de udfald fra ledende venstre-politikere,« sagde Per Ørum Jørgensen til ritzau i morges.
»Jeg forventer, at finansministeren banker sine tropper på plads,« tilføjede han.
Sker det ikke - så har han det fint med »at sidde og spise hveder« i stedet for at »spilde sin tid« i Finansministeriet.
Ørum opholdt sig torsdag middag i stedet på sit kontor på Christiansborg.
Han må besinde sig
Regeringstoppen har i morges haft møde om sagen, bekræfter økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen, til jp.dk.
»Jeg håber stadig, at Ørum besinder sig og kommer igen. Eller må vi finde en anden løsning. Lad os nu se, hvad der bliver brug for at stemme for,« sagde Brian Mikkelsen, der mener, at regeringen »let« vil få flertal for det nye fradrag til blandt andet hushjælp.
»Jeg kan ikke forestille mig, at der er et flertal imod det i folketingssalen,« sagde Brian Mikkelsen.
Christmas-Møller vil gerne hjælpe
Berlingske skriver, at løsgængeren Pia Christmas-Møller - tidligere medlem af De Konservative - stiller sig til rådighed for at hjælpe med regeringens 2020-plan, hvis Ørum beslutter sig for at blive væk.
»Jeg kommer, når en minister kalder og der er ting på bordet. Jeg har jo meldt positivt tilbage på 2020-udspillet,« siger Pia Christmas-Møller til Berlingske.
»Jeg har sagt, at der ikke er nogle store forhindringer i det udspil for at jeg kunne se positivt på det. Og det står jeg ved. Det, de har justeret på, har ikke ændret på den grundtegning,« siger Pia Christmas-Møller.