EU undersøger Sveriges grænsekontrol
Hvis Danmark bare vil gøre som Sverige, er den svenske praksis så i orden?
Først var det Danmark, der blev kastet under kritisk lup af EU-Kommissionen på grund af vores grænseaftale.
Og fordi den danske regering og Dansk Folkeparti bruger argumentet om, at Danmark blot gør som Sverige gør i forvejen, så bliver Sverige nu også underkastet kommissionens kritiske kontrol.
»Vi har tidligere fået at vide af Sverige, at man ikke har permanent toldkontrol. Men når argumentet om parallelitet bruges af Danmark, og hvis den opleves som permanent, så må vi undersøge det,« siger en centralt placeret kilde i EU-Kommissionen til Berlingske.
Barroso: Vi går ikke på kompromis
Under en tale i Haag i Holland i går fastholdt kommissionsformand Barroso presset på den danske grænseaftale uden dog specifikt at nævne Danmark ved navn.
»Ret til at færdes frit er legemlig-gørelsen af det europæiske projekt - et af de mest håndgribelige resultater af EUs indsats; central for både vores økonomi og identitet. Den frie bevægelighed er for Europa, hvad fundamentet er for bygninger. Fjern den og hele strukturen er undermineret. Dette er grunden til, at Kommissionen ikke vil gå på kompromis med dette princip,« sagde Barroso, der er klar til retssag mod Danmark, hvis grænseaftalen viser sig imod EU-traktaten og Schengen-aftalen.
Kilde: Berlingske