- Opdateret 16/05/2011 kl. 14:19
Thorning: Efterlønnen kan reddes
Efter et valg vil der ikke være flertal for at forringe efterlønnen, vurderer Thorning. Men meget tyder på det modsatte.
Det kommende folketingsvalg kommer til at handle om efterlønnen.
Og Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt tror fuldt og fast på, at efterlønnen kan reddes og de 18 milliarder kroner i besparelser kan rulles tilbage, når danskerne har været i stemmelokalet.
For Socialdemokraterne og SF tror simpelthen ikke på, at Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative og De Radikale efter et valg vil kunne samle de nødvendige 90 mandater.
Tror ikke på
Heller ikke selvom Liberal Alliance har sagt, at de vil støtte de historiske efterlønsforringelser, der blev besluttet i Finansministeriet i fredags.
»Det tror jeg ikke på. Der er ingen, der kender Anders Samuelsens DNA, så lad os nu se,« sagde Thorning og henviste til, at Liberal Alliance – efter hendes vurdering – vil stille modkrav om nulvækst i det offentlige og andre beskæringer i det offentlige.
Villy Søvndal bemærkede også, at Dansk Folkeparti formelt kun er bundet af deres løfte på denne side af valget.
Også de kunne forlade aftalen, foreslog Søvndal.
»Hver gang man ser Pia Kjærsgaard tale om efterlønnen, så er hun ked af det og skal undskylde. Men efter et valg, så har hun ikke noget hensyn til at holde hånden under regeringen. Og hvis hun ikke har det hensyn, så kan hun vel stemme og ånde frit. Så kan man vel ikke forestille sig, at hun vil gøre noget, som gør hende ked af det,« sagde Villy Søvndal.
Står ved forringelser
Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard sagde fredag, at hun helt står ved forringelserne i efterlønnen – også selvom hun ville kunne stemme dem ned med et alternativt flertal efter valget.
Og skulle der alligevel være et flertal for bevare forringelserne på efterlønnen – samtidig med, at Helle Thorning-Schmidt bliver valgt som statsminister – så vil forringelserne “krone for krone” blive trukket fra Socialdemokraternes forslag om at arbejde mere.
»Det er klart. Lønmodtagerne skal ikke betale to gange,« fastslog Helle Thorning-Schmidt.