- Opdateret 09/05/2011 kl. 19:21
Regeringen overvejer at skrotte endnu et forlig
Minister kræver lyn-svar om milliardbesparelser. Oppositionen ryster på hovedet.
Et bredt forlig om fleksjob er måske på vej til at blive arkiveret lodret.
Overvejelserne kommer efter, at regeringen ikke har kunne få et klart »ja, tak« fra oppositionen om at skære 1,4 milliarder kroner fra fleksjob-ordningen og bruge pengene til at sikre statens økonomi i den såkaldte 2020-plan.
»Jeg har brug for en klar melding fra oppositionen, om hvorvidt de er klar på at skabe et provenu på omkring 1,4 milliarder kroner. Og hvis de vil være med, så skal det ske hurtigt,« siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) til jp.dk.
Oppositionen har fået frist til at give et svar i denne uge. Formentlig i de næste par dage.
Ellers vil ministeren se på »alle mulighederne« - herunder helt at opsige forliget.
Tidligere i forhandlingerne om 2020-planen valgte regeringen at opsige velfærdsforliget, der blandt andet rummede en aftale om at ændre på pensionsalderen. Opsigelsen af brede forlig er dog en sjældenhed på Christiansborg.
Minister i tænkeboks
Torsdag i sidste uge blev Socialdemokraterne, SF og De Radikale bedt om at komme med et klart svar på, om de var klar til at lave en hurtig aftale om at spare 1,4 milliarder kroner.
Men under et kort møde i dag i Beskæftigelsesministeriet ville oppositionen ikke love den store besparelse.
Og så lukkede ministeren hurtigt mødet og erklærede, at hun nu gik i tænkeboks.
Tænke os godt om
Hvis oppositionen ikke vender tilbage og siger ja til besparelser, hvad vil du så gøre?
»Så vil jeg tænke mig godt om i forhold til hvilke muligheder, der ligger. Men jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har opsagt forliget. Eller på nogen måder umuliggjort, at vi stadig kan nå at få enderne til at nå sammen,« siger Inger Støjberg til jp.dk.
Men netop at opsige forliget kunne være en af de muligheder, der falder lige for?
»Ja. Det kan jo være. Men i første omgang er det vigtigt, at vi alle sammen tænker os lidt om... Tænker os godt om«.
Kunne du se opsigelsen af forliget som en farbar vej? Er det med i dét, du skal tænke over i denne tænkepause?
»Først og fremmest er det oppositionen, der skal have tid til at gøre op med sig selv, om de er med på, at vi skal følge den strategi, jeg har lagt. Og så er det selvsagt, at i og med, at de ikke kan melde tilbage i dag, så bliver jeg også nødt til at overveje hvilke muligheder, der så er«.
S: Vi har allerede svaret
Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen kalder kravet om et svar for »et underligt ultimatum« fra »en magtfuldkommen« minister.
Og hun mener ikke, at Inger Støjberg skal vente hvileløst på et svar fra oppositionen.
»Vi har givet vores svar,« siger Mette Frederiksen til jp.dk. Og svaret er nej.
»Vi er villige til at indgå i forhandlinger, og vi vil også gerne være med til at lave en aftale, hvor besparelsen måske kommer op på 1,4 milliarder kroner. Men vi vil se på indholdet først. Vi vil ikke binde os til en ramme og så skære efter det. Man skal se på indholdet først, det har altid været min overbevisning,« siger Mette Frederiksen.
Meget mærkeligt
Hun kalder regeringen for »panisk«.
»Hvis regeringen vil have en bred aftale om fleksjob, så kan de få det. Men det virker som om, at regeringen er gået i krisehumør. Og nu kæmper man fra område til område. Det er meget mærkeligt,« siger Mette Fredriksen.
Hun ønsker ikke at kommentere på muligheden for, at regeringen opsiger forliget.
»Det vil jeg slet ikke gisne om. Det vil være uhørt på Christiansborg, at man bryder så bred et forlig«.