R beklager rød signalforvirring om DF
S skaber signalforvirring om samarbejde med DF efter klare meldinger fra Helle og Villy, mener De Radikale
Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, spreder signalforvirring om, hvorvidt en rød regering vil samarbejde med Dansk Folkeparti, skønt SF's formand, Villy Søvndal, lørdag blankt afviste samarbejdet.
Det siger De Radikales næstformand, Morten Østergaard. Han påpeger, at Sass' partiformand, Helle Thorning-Schmidt, også har afvist at stramme udlændingepolitikken.
- Hun sagde meget klart: "Nok er nok", og Villy Søvndals klare løfte om, at udlændingepolitik laves sammen med os i Det Radikale Venstre, dannede for vælgerne et klart billede af en ny udlændingepolitik efter et valg, mener Morten Østergaard.
Han hæfter sig ved, at oppositionspartierne er enige om at ændre asylpolitikken og afskaffe starthjælp, kontanthjælpsloft samt 450 timers kravet, selv om de er uenige om udlændingepolitikken.
- S-SF har så deres eget pointsystem, som vi er imod. Så selvfølgelig bliver der en forhandling om, hvordan udlændingepolitikken skal se ud, hvis der skal skabes en regering, som vi er en del af, siger Morten Østergaard.
Selv om en S-ledet regering bør afsværge VK-regeringens blokpolitik, skal den ikke gøre sig afhængig af Dansk Folkeparti, fordi S-SF er uenige om udlændingepolitikken med sine støttepartier De Radikale og Enhedslisten, mener han.
Morten Østergaard erkender, at uenigheden i oppositionen også omfatter økonomisk politik, hvor De Radikale vil afskaffe efterlønnen, sænke topskatten samt bevare en dagpengeperiode på to år, som en rød regering er imod.
- Vi vil forfølge samme spor som ved Velfærdsaftalen, hvor regnestykket ikke går op uden reformer. Vi regner med, at der kan skabes et grundlag for en ny Velfærdsaftale, siger han