Lykke Friis: CO2-fusk blev ikke skjult
Klimaministeren afviser, at hun skulle have været tavs om momssvindel med CO2-kvoter via dansk kvoteregister.
Svindlere har snydt med momsen, når de handlede med CO2 kvoter over grænserne med det danske kvoteregister i en central rolle. Det indrømmer klima- og energiminister Lykke Friis (V) gerne - igen, påpeger hun.
Indrømmelsen af fejl før ministerens tiltræden er ikke ny, fremhæver Lykke Friis, efter at være blevet stærkt kritiseret af SF's miljøordfører, Ida Auken, for den manglende indrømmelse.
- Jeg gentager det gerne: Der er ikke den mindste tvivl om, at der er sket momssvindel med udgangspunkt i det danske kvoteregister, siger Lykke Friis.
- Dette må være en misforståelse fra Ida Auken side. Jeg har allerede i foråret sagt, at der er fundet momssvindel sted blandt andet gennem det danske register, men at jeg ikke kender til omfanget, da sager vedrørende momssvindel hører under Skat, siger ministeren i en skriftlige udtalelse fra Mexico, hvor hun er til klimakonference.
Lykke Friis mener, at det danske kvoteregister "har spillet en central rolle i den momssvindel, der har fundet sted".
- Jeg har på intet tidspunkt lagt skjul på, at der er begået fejl, siger hun.
Der er for længst strammet op for at forhindre gentagelser, fremhæver ministeren.
Danmark blev brugt til momssvindel, fordi der ikke blev krævet noget id dokumentation af dem, der registrerede sig som handlere med CO2.
Svindlerne kunne registrere sig i flere lande og indkassere moms uden at sende den videre til statskasserne. Danmark blev brugt til momssvindel med CO2 kvotehandel mellem 2007 og 2009, inden Lykke Friis blev klimaminister efter Connie Hedegaard.
En ny rapport fra Skatteministeriet anslår, at Danmark er blevet snydt for 1,4 millioner kroner i moms. Spanien er snydt for 900 millioner kroner og dermed et af de lande, som er hårdest ramt.