Espersen: Stor konservativ sejr
Den konservative leder glæder sig over statsministerens nytårstale.
Det er en stor konservativ sejr. På samme måde som det er en stor sejr for den økonomiske ansvarlighed.
Sådan siger den konservative partileder Lene Espersen, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen lørdag aften bebudede et opgør med efterlønnen.
Har hele tiden stået fast
"For os konservative har en afskaffelse af efterlønnen længe været et stort ønske. Vi har igennem lang tid, og ved enhver given lejlighed, advokeret for dette. I lige så lang tid har vi fra stort set alle andre partier i Folketinget hørt, at det var en ønsketænkning, som ikke havde sin gang på jord. Efterlønnen stod ikke til at røre. Men vi har hele tiden stået fast på, at det var det eneste rigtige at gøre. Og nu er det så også blevet en særdeles fremtrædende del af den politik, som regeringen vil arbejde på at få gennemført i det år, som vi netop er gået ind i. Uanset hvordan man end vender og drejer det, så er det en stor konservativ sejr, som vi har al mulig grund til at glæde os over," skriver Lene Espersen i sit nyhedsbrev.
Et middel til at nå tre mål
Hun tilføjer, at hun finder det vigtigt at understrege, at en afskaffelse af efterlønnen ikke sker for at straffe nogle. Målet i sig selv har aldrig blot været at afskaffe efterlønnen for afskaffelsens skyld. En afskaffelse af efterlønnen er derimod et middel, der har det specifikke mål at sikre tre helt afgørende ting:
!) At man også i fremtiden skal føre en ansvarlig økonomisk politik.
2) Den anden ting er, at vi i de kommende år vil komme til at mangle hænder på arbejdsmarkedet. Det problem vil afskaffelsen af efterlønnen være med til at afhjælpe.
3) Den tredje og sidste ting er, at vi også i fremtiden skal kunne finansiere velfærden. Og her vil en afskaffelse af efterlønnen bidrage med et ikke ubetydeligt milliardbeløb, så det fortsat kan lade sig gøre.
LÆS OGSÅ: Økonomer: Løkke tager et stort skridt
LÆS OGSÅ: S og DF siger nej til efterlønsreform
ORDET ER DIT: Hvad synes du om statsministerens nytårstale?