RU: Løftebrud at bevare efterlønnen
Efterlønnen er en dyr og væksthæmmende ordning, mener Radikal Ungdom.
Mens oppositionens ledere Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) begge betegner statsminister Lars Løkke Rasmussens forslag om at afskaffe efterlønnen for løftebrud, så mener Radikal Ungdom, at det vil være et endnu større løftebrud at bevare efterlønnen.
”Samtlige danske politikere har givet løfte om en ansvarlig politisk kurs for Danmark, og dette løfte er af langt større betydning end et enkeltstående løfte om en enkelt, dyr og væksthæmmende ordning,” siger landsformand for Radikal Ungdom, Simon Dyhr, som glæder sig over statsministerens nytårsønsker.
S og SF's løftebrud
Radikal Ungdom så hellere efterlønnen afskaffet i dag end i morgen, og betragter S og SF’s totale fredning af efterlønnen som et brud på løftet om økonomisk ansvarlighed.
”Det er brandærgerligt at høre Helle Thorning-Schmidt kalde statsministerens oplæg for et kolossalt løftebrud,” siger Simon Dyhr.
”Overordnet set var visionerne i nytårstalen opløftende, men det skriger til himlen, når statsministeren siger, at politik også skal handle om næste generation og samtidig er ansvarlig for enorme besparelser på uddannelsesområdet”.
Radikal Ungdom ønsker et opgør med generationstyveriet, og det skal ske både ved at afskaffe efterlønnen, og ved at prioritere uddannelse og forskning, som er det, vi skal leve af i fremtiden. Det er ansvarlighed, og det er det løfte, som alle politikere burde holde.