Her er Fælleslistens arbejdsprogram

Fællesslisten, som repræsenterer udkantsdanmark, offentliggjorde onsdag sit program. Se hele ordlyden her.

Artiklens øverste billede

1. Decentralisering

De senere års tendens til centralisering skal ophøre, og erstattes af decentralisering af sundhedsvæsen, uddannelser og arbejdspladser.

2. Sundhedsvæsnet

Fælleslisten ønsker et decentraliseret sundhedsvæsen hvor alle de patientnære sygehuse bevares, udvikles og udvides efter lokale behov. Specialerne skal som hidtil fordeles ligeligt blandt disse. De store landsdelssygehuse (Rigshospitalet, Skejby, Ålborg, Esbjerg, Odense m.m.) skal udbygges og optimeres.

Fælleslistens ønske er at bevare vort sundheds-system, som gradvist har udviklet vort sundhedsvæsen de sidste100 år. Fælleslisten vil arbejde for at sygehusene forbindes indbyrdes med et elektronisk netværk (telemedicin), så undersøgelser, behandlinger og vanskelige operationer kan følges, vejledes og udføres på afstand. Et landsdækkende journalsystem ønsker Fælleslisten snarest indført, så alle sygehuse og læger får fælles digital patientinformation.

Fælleslisten vil modarbejde hvor alle små sygehuse lukkes og erstattes af nogle få fra grunden nybyggede supersygehuse hvor alle specialerne er samlet og hvor alle personer transporteres dertil og fra via et kæmpe transportsystem af ambulancer, sygetransporter, pårørendetransporter og personaletransporter.

Fælleslisten anser denne centraliseringsteori som værende uhyre kostbar, patient- og pårørendefjendsk, CO2 fråsende, ødelæggende for de lokale lægenetværk og deres nære personlige kontakt med lokalsygehusene.

Supersundhedscentre skal ikke dikteres centralt, men kun opstå ved lokalt ønske fra områdets sundhedspersonale og skal indebære fuld frivillighed med henblik på deltagelse.

Fælleslisten ønsker et økonomisk velfærdsgode for hele Danmark. Skrotning af supersygehusene betyder nemlig besparelser i milliardklassen og bevarelse af den nuværende patientnære og trygge sundhedsvæsen, det har taget årtier at opbygge.

De 10 punkter, som Fælleslisten offentliggjorde den 19. august er indarbejdet i Fælleslistens foreløbige arbejdsprogram herunder i de 18 punkter.

3. Trafik og erhvervsudvikling i yderområderne

En optimering af yderområdernes trafikale infrastruktur skal udvikles og tilsluttes motorveje, så handel og produktion kan udvikles uhindret og give virksomhederne i udkantsdanmark mulighed for at være konkurrencedygtig.

Offentlige transportmidler som tog, bus, fly, og færger skal bevares og udbygges efter behov.

Det danske erhvervsliv bør spredes ud over hele Danmark under maksimal hensyntagen til miljøet. Lokalområdernes arbejdspladser skal støttes og bevares i videst muligt omfang af regering og folketing (trafikstøtte, vej/havneanlæg, lånemuligheder, statsgarantier, lovgivning m.m.). Turismen skal støttes i videst muligt omfang. Vind, bølge og spildproduktudnyttelse er oplagte erhvervsmuligheder og bør støttes maksimalt.

4. Video-Tv-Radio-Telefon-Internet m.m.

Bredbånd og anden elektronisk kommunikation skal udbredes ligeligt til alle hjørner af landet.

5. Bosætning og lånemuligheder i yderområderne

Bosætning i landdistrikter/udkantsområder skal gøres mere attraktiv blandt andet i form af bedre lånemuligheder og vilkår – både for privatboliger, andelsboliger og andet byggeri.

Der bør laves udviklingsprojekter der informerer om fordelene ved at bosætte sig i landdistrikter/udkantsområder.

6. Uddannelsesadgang i yderområderne

Der skal gives let adgang til børnehave, folkeskoler, friskoler, efterskoler og gymnasier samt mellemlange uddannelser og erhvervsskoler uanset hvor man bor. Nuværende uddannelsesinstitutioner skal bevares.

Folkeskolerne i Danmark ligger i områder, der er forskellige fra hinanden hvilket også giver forskellige pædagogiske undervisningsprocesser og materielle behov i de enkelte skoler. Netop derfor går Fælleslisten ind for en høj grad af selvstyring på skolerne, hvor de enkelte skoler tildeles en pulje årligt til drift og undervisning skolerne kan bruge som de finder bedst for at opfylde de fælles mål, der er stillet til den danske folkeskole.

Mellemlange videregående – og ungdomsuddannelser skal fordeles ligeligt over hele landet for at undgå flugt fra yderområderne. Skolerne skal styres decentralt. Fællesmål opnås ved pædagogisk samarbejde og lovgivning.

En decentralisering af uddannelser og arbejdspladser vil mangedoble den personlige arbejdslyst. iderigdom og arbejdsindsats og dermed øge nyttevirkningen og billiggøre den.

7. Kultur og kulturtilbud

Midler til kultur og kulturtilbud skal spredes mere og ligeligt ud over hele landet, dog med bevarelse og udvikling af nationalscenerne, landets orkestereliter og lignende.

8. Ældre- og socialforsorg

Ældreforsorgen skal sikres samme gode betingelser i hele Danmark gennem decentralisering der giver de bedst mulige vilkår lokalt.

Der skal i hele Danmark tages hånd om svagtstillede så der ikke opstår social flytning - og dermed socialt belastede områder.

9. Efterløn og dagpenge

Fælleslisten vil bevare efterlønnen og går ind for den nuværende form. Vi ønsker en dagpengeperiode på 4 år.

10. Miljø

Det danske samfund skal videreudvikle den grønne profil, således at miljø belastning m.v. har højeste prioritet i forbindelse med lovgivning m.v.

11. Forsvaret

Forsvaret skal tilpasses tidens behov, herunder særligt nødvendigheden af fredsbevarende indsatser, hvor dette er ønskeligt set ud fra et lokalt synspunkt og iøvrigt følger vi NATO’s politik.

Derudover skal forsvarets personale uddannes og udstyres optimalt i henhold til de opgaver de pålægges. Endelig skal der være et organiseret netværk af behandlingscentre der tager sig af hjemvendte soldater der har pådraget sig men af deres arbejde.

12. Skat-, afgifts- og finanspolitik

Skat er nødvendighed for betaling for samfundets goder i Danmark. Derfor vil Fælleslisten hen ad vejen kun støtte den skatte, afgifts- og finanspolitik som ikke forringer yderområderne status i forhold til resten af landet.

13. Tilflyttere til Danmark

Ved opholdstilladelse i Danmark skal udlændige tilbydes samme lige vilkår som alle danskere. Fælleslisten arbejder for konstruktiv integration af vore nye medborgere.

Alle som er indlemmet i det danske samfund er danskere og har krav på de samme rettigheder og respekt uanset bopæl, historisk herkomst, hudfarve, etnisk baggrund, religion etc.

14. Kriminalitet

Fælleslisten kræver beskyttelse af ejendom og person uanset hvor man bor i Danmark.

En rimelig decentralisering af politiet er derfor ønskelig.

15. Offentlige institutioner

Stats og regionale institutioner og forskningscentre med flere bør om muligt placeres i yderområderne.

16. Udenrigspolitik

Fælleslisten tilslutter sig indgåede internationale aftaler, konventioner og overenskomster m.v., herunder eksempelvis EU og NATO.

17. Lovforslag

Ethvert lovforslag i Folketinget vil nøje blive analyseret. Hvis lovforslaget er til gavn for yderområderne vil Fælleslisten stemme for, hvis ikke vil Fælleslisten stemme imod.

Hvis et lovforslag er til ligelig gavn for hele landet vil Fælleslisten enten ved enighed stemme for eller ved uenighed kunne fritstille sine medlemmer.

18. Samarbejde og støtte

Fælleslistens folkevalgte politikere vil i Folketinget støtte den regering og samarbejde med de partier, der vil arbejde for ovennævnte. Regeringsmagten vil tilfalde dem der skrotter ”supersygehus-teorien ” og lader sundhedsvæsnet udvikle sig naturligt, som det hidtil har gjort.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen