Ministers erhvervsopgør giver bagslag

Skatteministeren klager over, at erhvervslivet er for kritisk over for regeringen. Men det må han bare finde sig i, mener både højre- og venstrefløjen.

Artiklens øverste billede

Han har rettet et usædvanligt skarpt angreb mod erhvervslivet for at være for kritisk over for regeringen og for ukritisk over for SF, men nu bliver skatteminister Troels Lund Poulsen (V) selv kritiseret fra både højre og venstre side i Folketinget.

VK-regeringens to støttepartier, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, opfordrer således Troels Lund Poulsen til at klappe hesten, som Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Colette Brix, udtrykker det:

- Han skal lige klappe hesten. Alle har ytringsfrihed, og det har erhvervslivet selvfølgelig også, og hvis virksomhederne ikke kan lide regeringen, så må han vænne sig til det. Skatteministeren skal i et demokratisk samfund ikke blande sig i, hvad hr. og fru Jensen eller andre mener. Og det undrer mig, at han ikke har forstået det, siger Colette Brix.

LA: Uklogt

Liberal Alliances erhvervsordfører, Villum Christensen, mener, at skatteministerens angreb er "uklogt".

- Jeg er forundret over, at en borgerlig minister vælger offentligt at irettesætte danske erhvervsledere og -interesseorganisationer. Selvfølgelig kan man da være uenig med dem, men deres opgave er jo at varetage egne interesser og sige fra, hvis de mener, at den førte politik er forkert. Hvis de ikke gjorde det, så varetager de ikke deres job. Det ser ikke kønt ud, det som skatteministeren gør, siger Villum Christensen.

Kritikken skyldes, at skatteministeren har set sig gal på erhvervslivets konstante krav om reformer og ikke mindst, at Novozymes' topchef, Steen Riisgaard, for nylig slog turen forbi SF og talte på partiets landsmøde. Det er "meget farlig", mener Troels Lund Poulsen. Han frygter, at det underminerer regeringens kritik af oppositionens erhvervspolitik.

DI melder hus forbi

Ikke blot Steen Riisgaard, men en række af erhvervsorganisationer - med Dansk Industri (DI) i spidsen - melder dog hus forbi. Og SF's formand, Villy Søvndal, kalder skatteministerens kritik for "et nyt topmål af arrogance" og udtryk for, at regeringen må føle sig meget trængt.

- Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle opleve noget, jeg vil beskrive som fuldstændigt uhørt: At en regering, der ellers gør et stort nummer ud af at støtte ytringsfrihed og det frie ord, går ud og advarer ledere i erhvervslivet mod at optræde i SF-sammenhæng, siger Villy Søvndal.

Selv afviser Troels Lund Poulsen kritikken.

- Jeg har ikke sagt, at virksomhederne ikke må ytre sig. Bestemt ikke. Men når for eksempel Novozyme blander sig i den politiske debat, så må jeg også - som politiker - have ret til at kommentere det. Det har jeg både lov og pligt til, siger skatteministeren.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen