R i strid med S og SF om dagpenge
De ledige kan skyde en hvid pind efter at få dagpenge i fire år under en rød regering. De Radikale fordobler ikke dagpengeperioden, når partiet lige har stemt for at halvere den.
Det siger De Radikales leder Margrethe Vestager til kravet fra knap to af tre vælgere fra Socialdemokraterne og SF om, at en rød regering indfører dagpenge i fire år.
- Vi stemmer for at halvere dagpengeperioden. Så er det sin sag at stemme for det modsatte om kort tid. Jeg håber, at vi får et nyt dagpengesystem. Hvis man er ledig i mere end to år, har man brug for en uddannelse til at komme over i en ny branche, siger hun.
Kun seks ud af 100
Kun seks af hundrede arbejdsløse går ledige i mere end to år. De har mere brug for uddannelse og brancheskift end to år mere på dagpenge, mener Margrethe Vestager.
De Radikale afviser Socialdemokraternes forslag fra 2008 om dels at have fire års dagpenge med nuværende satser, dels at have to års dagpenge med højere dækning. Forslaget koster for meget, siger hun.
- Det bliver meget, meget dyrt. Vores udgangspunkt er en dagpengeperiode på to år, siger Margrethe Vestager.
Hun afviser, at kortere dagpenge rammer den danske flexicurity-model, hvor arbejdsgivere let kan hyre og fyre, fordi fagforeningerne vil kræve længere opsigelsesvarsler.
- Jeg har noteret mig (LOs formand) Harald Børsting meget nøgterne vurdering om, at laves der ikke om på to års dagpengeperiode, så er man et godt stykke ad vejen for at finde arbejdsmarkedets bidrag til at genoprette dansk økonomi, siger Margrethe Vestager.