DF: Positivt at registrere mobilkunder

Dansk Folkeparti glæder sig over, at regeringen nu genovervejer at registrere mobilkunder, der køber taletidskort. Frygten er, at mobiltelefonerne kan bruges til terror og anden kriminalitet.

”Vi finder det meget positivt, at regeringen nu overvejer at registrere disse taletidskort-kunder. Bandemedlemmer skifter taletidskort, som vi andre skifter underbukser, og derfor er det sværere at komme efter disse mennesker, når de hele tiden får nye telefonnumre,” siger Marlene Harpsøe, medlem af retsudvalget for Dansk Folkeparti.

Udmeldingen kommer, efter regeringen har nedsat en ”ny, hurtigtarbejdende” arbejdsgruppe med repræsentanter fra Rigspolitiet og PET, der skal undersøge, om man fremover skal registrere folk, der køber taletidskort, eller bruger internettet på det lokale bibliotek eller internetcafe.

For let spil via taletidskort

Ifølge et svar fra Justitsministeriet til Folketingets Retsudvalg frygter man nemlig, at bl.a. terrorister og bandemedlemmer har fået for let spil, når de eksempelvis kan kommunikere via uregistrerede taletidskort.

Denne udmelding strider dog imod Justitsministeriets egne anbefalinger fra sommeren 2006. Her afviste man behovet for at brugerregistrering i forbindelse med køb taletidskort, da man mente, det både ville være ”vanskeligt at håndhæve” samt blive ”omkostningsfuldt” for telebranchen.

Men ifølge Justitsministeriet har teknologien udviklet sig meget inden for de seneste år, og derfor vil man frem til foråret 2010 genoverveje muligheden for at registrere kunder

Dansk Folkeparti har tidligere foreslået, at mobilkunder skulle fremvise id, når de ville købe et nyt taletidskort. Senest i oktober 2008, hvor forslaget blev afvist af De konservative.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen