Revisorformand utryg ved Løkke-rapport

Den hidsige debate om Rigsrevisionen fortsætter. Formanden for de seks statsrevisorer, SF'eren Peder Larsen, føler sig ikke overbevist om, at offentligheden har fået et dækkende billede af sagen om overbetaling til privathospitaler.

Artiklens øverste billede

- Jeg kan ikke være 100 procent tryg. Bare det, at Rigsrevisionen siger, at der er papirer, der ikke er kommet frem, som burde have været fremme, gør, at jeg på institutionens vegne skal være bekymret, siger Peder Larsen til Politiken.

Diskussionen om Rigsrevisionens undersøgelse af, om Lars Løkke Rasmussen som sundhedsminister betalte privathospitalerne for meget, blussede i denne uge op på ny. Det skete, da rigsrevisor Henrik Otbo højst usædvanligt udtalte, at han ikke var tilfreds med flowet af informationer fra Sundhedsministeriet til brug for Rigsrevisionens kulegravning af sagen.

Trods den begrænsede adgang til dokumentation nåede Rigsrevisionen frem til, at Lars Løkke Rasmussen ikke havde taget tilstrækkeligt hensyn til skatteydernes penge, da han fastlagde taksterne til privathospitalerne i 2006.

Belastende papirer

Men den konklusionen kunne måske have været endnu hårdere, hvis ikke Sundhedsministeriet havde holdt informationer tilbage fra Rigsrevisionen, mener Peder Larsen.

- Jeg har svært ved at forestille mig, at de papirer, der ikke er lagt frem, skulle tale til fordel for sundhedsministeren. Det er nok mere sandsynligt, at det er belastende papirer. Og så er det selvfølgelig endnu mere bekymrende og dybt, dybt beklageligt.

Professor i statskundskab ved Københavns Universitet Tim Knudsen er enig:

- Vi løber den risiko, at vi ikke får en ordentlig afrunding på det her forløb, siger han.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen