Embedsmand fik betalt ni rejser

Den chef i Finansministeriet, som godkender ministerbiler for samtlige ministre, har fået ni rejser betalt af store bilfirmaer. Det skriver B.T.

Artiklens øverste billede
VW, BMW og Peugeot har ifølge B.T. betalt i alt ni rejser for Finansministeriets motorchef Henrik Madsen. Foto: JP

En række af landets største bilmærker har smurt en højt placeret embedsmand med rejser.

B.T. skriver lørdag, at Finansministeriets motorchef Henrik Madsen har fået ni rejser siden 2004 betalt af BMW, VW og Peugeot. Turene strækker sig over to til fire dage og er gået til Frankrig, Schweiz, Tyskland og Østrig. Blot en flybillet og en overnatning er betalt af ministeriet.

Henrik Madsen godkender de mærker, ministre må bruge som ministerbiler.

Finansministeriet undersøger i øjeblikket chaufførernes rejser efter, at B.T. tidligere har afsløret at 11 ministerchauffører i 2007 var i Tyskland i VW-importøren SMCs privatfly, hvor de boede på luksushotel, spiste på Michelin-restaurant og kørte i verdens dyreste og hurtigste sportsvogn, en Bugatti Veyron til 26 millioner kroner.

Nu lægger avisen otte andre bilrejser oven i bunken. Alle ture er godkendt i ministeriet, selv om der ikke findes et skriftligt program for en eneste af dem.

Ulovligt

Det er ulovligt for embedsmænd at modtage gaver og rejser fra firmaer, fordi de skal være upåvirkelige og ubestikkelige.

Finansministeriet mener ikke, rejserne har karakter af gaver, men kan ikke forklare, hvorfor de har godkendt rejser uden et program.

Rejser med fagligt indhold

- Ministeriet har vurderet, at arrangementerne har et fagligt indhold og kunne gennemføres i arbejdstiden. De kan derfor ikke betragtes som gaver, skriver afdelingschef Mogens Pedersen fra Finansministeriet til B.T.

Hverken Peugeot og VW og Audi-importøren SMC vil kommentere rejserne, mens BMW ikke vendte tilbage.

Men ifølge Niels Rønnebech, der til 2008 i 12 år var direktør for Fiat Danmark, så er formålet med turene at sælge biler.

De to tidligere Venstre-finansministre Thor Pedersen og Lars Løkke Rasmussen bliver nu bedt om en redegørelse for, hvad de vidste om motorchefens mange betalte rejser.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen