DF-profil er blevet politianmeldt efter udtalelser om Atea-bestikkelsessagen
Forsvarer frygter, at Peter Skaarup kan påvirke klienternes dom.
Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, er blevet politianmeldt efter et debatindlæg i Jyllands-Posten.
Bag anmeldelsen står en gruppe af forsvarerne i den såkaldte Atea-sag, skriver Børsen.
En af dem er Naja Larsen, forsvarer for den tidligere it-udviklingschef i Rigspolitiet Michael Mølkær Jensen.
»I hans udtalelser lægger han til grund, at vores klienter er skyldige. Dermed siger han, at de har gjort det, og det er lige akkurat det, han ikke må. Der er ingen dommere, der indtil videre har fundet vores klienter skyldige i det, han (Peter Skaarup, red.) siger, de har gjort. Det er problematisk,« udtaler hun til mediet.
Hun frygter, at udtalelserne kan være med til at påvirke domsmændenes opfattelse af sagen.
Debatindlægget blev bragt den 26. oktober, hvor Peter Skaarup kommenterede anklagerne om, at offentligt ansatte hos Region Sjælland og Rigspolitiet har taget imod bestikkelse fra tidligere ansatte hos Atea, der er en it-virksomhed.
»Det er forbudt, og det skal straffes. Der skal sendes et markant signal over for den slags i vores samfund,« skriver Peter Skaarup blandt andet.
DF-gruppeformanden har endnu ikke kommenteret politianmeldelsen.