Fortsæt til indhold
Politik

Afføring på dørhåndtag og løsnede hjulbolte: Hjørring-borgmester siger, han er udsat for trusler og chikane

De seneste mange måneder er Arne Boelt (S) blevet chikaneret, siger han.

Borgmester i Hjørring, Arne Boelt (S), har i løbet af året været udsat for trusler og chikane i sådan et omgang, at han nu har måttet få videoovervågning på sit hus og selskab af politiet ved vælgermøder.

Det fortæller han til TV 2 Nord og DR Nordjylland.

I januar blev borgmesteren efter eget udsagn passet op på gaden af to maskerede mænd, der fremsatte trusler. Han har siden oplevet at få løsnet hjulboltene på sin bil flere gange, og i september kom han hjem til et hus, hvor samtlige udvendige dørhåndtag var smurt ind i afføring, beretter TV2 Nord.

Ifølge DR Nordjylland kom truslerne umiddelbart efter en anbringelsessag i kommunen.

Arne Boelt har indtil nu ikke ønsket at tale offentligt om situationen, men hvis chikanen begynder at gå ud over hans familie, kan han ikke beholde sin post som borgmester, konstaterer han.

»Det påvirkede mig ikke så meget i begyndelsen, men jeg er nok nået til et punkt, hvor jeg må indrømme, at det påvirker min nattesøvn. Jeg har været bange på det seneste. Også fordi det ikke er til at vide, hvad der kan ske. Jeg har stor respekt for de mennesker, der har mistet det bedste, de har, nemlig deres børn, og at de rigtig gerne vil have dem tilbage. Jeg kan godt forstå, at de mener, at de ikke har mere at miste på det, men det er det, der skræmmer os. Og der er ikke nogen, der synes, det er rart at leve i frygt for, hvad næste træk er,« siger Arne Boelt til TV 2 Nord.

Borgmesteren har ifølge mediet nu valgt at få sat overvågningskameraer til en værdi af 40.000 kr. op ved sit hjem, og hændelserne har i perioder betydet, at politiet har haft patruljevogne til at cirkulere om borgmesterens bopæl i Sindal. Politiet var også med, da Arne Boelts torsdag aften deltog i et vælgermøde i Alstrup.

»Det, der skærper sagen, er, at det er en offentlig politisk person. Så vi tager sagen meget alvorligt. Det her vil vi simpelthen ikke acceptere,« siger Claus Danøe, Politiinspektør ved Nordjyllands Politi til DR og fortæller, at politiet løbende er i dialog med Politiets Efterretningstjenste.