Overblik: Mislykket blåt benspænd for støtte til Exitcirklen
Få overblikket over hvordan blå partier forsøgte at bremse støtten til projekt for kvinder udsat for vold.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) forsøgte i juni at stoppe en allerede vedtaget tildeling af midler til projektet Exitcirklen. Det skriver Berlingske mandag.
Havde hun haft held til det, havde det sandsynligvis været i strid med forvaltningsloven, vurderer lektor med speciale i forvaltningsret over for avisen.
Få et overblik over forløbet her:
* 23. februar
Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri) opretter en særlig pulje for projekter med "lokale ressourcepersoner til arbejdet med æresrelaterede konflikter" på to millioner kroner.
Exitcirklen, der hjælper kvinder udsat for vold og social kontrol, søger som de eneste om 680.000 kroner.
* 18. april
Siri indstiller til Udlændinge- og Integrationsministeriet, at Exitcirklens ansøgning imødekommes.
* 1. juni
Siri modtager en mail om, at Støjberg vil forsøge at få annulleret puljen og overføre alle pengene til en anden pulje. Støjberg vurderer, at "målgruppen for puljen har været forkert", når der kun var en enkelt ansøger.
* 9. juni
Støjberg skriver til ordførerkredsen, at Exitcirklen "lever fagligt op" til puljens formål. Men at hun vurderer, at "den meget begrænsede interesse for puljen tyder på, at antallet af civilsamfundsaktører, der har mulighed for at bidrage til indsatsen mod æresrelaterede konflikter, endnu er for begrænset".
Derfor vil hun annullere puljen. Det kræver dog, at alle partier bag satspuljen bakker op, og det gør De Radikale, Alternativet og SF ikke.
* 13. september
Naser Khader (K), Martin Henriksen (DF) og Marcus Knuth (V) skriver en fælles mail til ordførerne fra de tre røde partier.
Heri fremsætter de en række anklager mod kvinderne bag Exitcirklen - blandt andet beskyldes Sherin Khankan for at forsvare straf med piskeslag og sharialovgivning og Khaterah Parwani for at forsvare Hizb ut-Tahrir.
* 18. september
Exitcirklens ansøgning godkendes, da Støjberg konstaterer, at der ikke er opbakning til at droppe puljen.
* 29. september
I Berlingske beskyldes Khader, Knuth og Henriksen for på et usagligt grundlag at have orkestreret et forsøg på karaktermord på de to kvinder bag Exitcirklen for at fratage dem den statsstøtte, de var blevet tildelt.
* 23. oktober
Khaders udtalelser i sagen er ikke udtryk for De Konservatives synspunkt, skriver politisk ordfører og gruppeformand Mette Abildgaard på Twitter. Hun tilføjer, at hun ikke synes, det har bidraget til en god debat.
Kilde: Berlingske.