Fortsæt til indhold
Politik

Overblik: Uvist hvem der skal betale for skattelettelser

Regeringen vil ikke pege på, hvor fem milliarder kroner til skattelettelser konkret skal komme fra.

/ritzau/

Regeringen kritiseres fra flere sider for ikke at pege på finansieringen til sin skattereform.

10 af de 15 milliarder kroner, regeringen vil lette skatten for, findes i det økonomiske råderum og allerede gennemførte reformer.

Hvor de sidste fem milliarder skal findes, vil regeringen ikke løfte sløret for. Kun i overskrifterne ”loft over børnecheck”, ”deltagerbetaling på danskundervisning” og ”justeringer af overførselsindkomster”.

Børnechecken kan give 400 millioner kroner og danskundervisningen under 1,2 milliarder kroner. Dermed skal der findes minimum omkring 3,5 milliarder kroner på overførselsområdet.

Få et overblik over regnestykket her:

Børneydelsen

  • Børneydelsen udbetales automatisk og er afhængig af forældrenes indkomst.
  • Man kan få op til 4.491 kroner for børn mellem 0 og 2 år, 3.555 kroner for børn mellem 3 og 6 år og 2.796 kroner for børn mellem 7 og 14 år per kvartal. For unge mellem 15 og 17 år får man op til 932 kroner per måned.
  • Satserne vil regeringen ikke ændre på. Til gengæld vil den kun give fuld ydelse for de to første børn. Det tredje barn skal man have 75 pct. for, mens der ingen ydelse skal være til øvrige børn.
  • Der er 95.608 familier med tre eller flere hjemmeboende børn under 18 år, der i øjeblikket modtager børnecheck. Af dem har over 15.000 familier fire eller flere børn.
  • Forventningen er, at det vil indbringe 400 millioner kr.

Danskundervisning

  • Regeringen vil indføre deltagerbetaling for danskundervisning. Dog ikke for flygtninge og familiesammenførte, da de automatisk er pålagt undervisning på det obligatoriske integrationsforløb.
  • Deltagerbetalingen skal altså gælde for udlændinge, der kommer hertil for at studere eller arbejde.
  • Sidste år blev der brugt cirka 1,6 mia. kr. på danskundervisning. Heraf gik 1,2 mia. kr. til arbejdstagere og studerende, oplyser Kommunernes Landsforening til Berlingske.
  • Regeringen lægger ikke op til fuld deltagerbetaling, men delvis deltagerbetaling, og dermed vil man kunne finde mindre end 1,2 mia. kr.

Overførselsindkomster

  • Regeringen afviser at sænke ydelserne for arbejdsløse. Pengene skal i stedet findes ved at indføre optjeningsprincipper på velfærdsydelserne.
  • På hvilke ydelser og for hvilke grupper vil regeringen afgøre i forhandlinger med Dansk Folkeparti.

Kilder: Regeringen, Berlingske, Danmarks Statistik, Borger.dk, Ritzau.