Regeringen anklages for uklar milliardfinansiering af skattereform
Det er nemt at dele gaver ud, men altid sværere at finde pengene, lyder kritikken fra DF.
Mens regeringen har præsenteret en meget konkret plan for skattelettelser, er det mere uklart, hvor pengene til lettelserne skal komme fra.
Prisen for regeringens skattereform og erhvervspakker løber samlet set op i 17 mia. kr. om året i 2025. Men hvordan det fulde beløb skal findes, står hen i det uvisse.
Indtil videre har regeringen kun peget på 3,5 mia. kr., som er skaffet via tidligere aftalte besparelser.
Det er en uskik, at finansieringen ikke ligger klar.René Christensen (DF), finansordfører
Derudover skal næsten 8 mia. kr. i 2025 komme fra det såkaldte økonomiske råderum, og desuden skal mere end 5 mia. kr. skaffes gennem uspecificerede og nye besparelser på eksempelvis optjeningsprincipper for udlændinge, betaling for danskundervisning og en beskæring af børnechecken til familier med mere end to børn. Men regeringen har ikke oplyst, hvor mange penge der skal hentes på de forskellige tiltag, og hvordan den er kommet frem til de 5 mia. kr.
Og det er ikke en ansvarlig måde at finansiere skattelettelser på, lyder det fra både økonomer og støttepartiet Dansk Folkeparti.
»Man kan ikke påstå, at det her skatteudspil er fuldt ud finansieret. Det kræver, at regeringen helt specifikt forklarer, hvordan alle pengene til lettelserne skal findes,« siger Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet.
»Kommer aldrig til det«
De seneste to store skattereformer i 2009 og 2012 var begge fuldt finansierede, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) understregede i 2011 selv vigtigheden af, at »jeg har aldrig givet ufinansierede skattelettelser og kommer aldrig til det«.
Alligevel forsvarer finansminister Kristian Jensen (V), at regeringen ikke vil udpinde de præcise besparelser, der må findes i forhandlingerne:
»Vi vil drøfte en række forslag med DF i løbet af efteråret, og vi skylder vores forhandlingspartner at drøfte det i fællesskab, inden vi præsenterer, hvilke elementer vi kan blive enige om,« siger finansministeren.
Dansk Folkeparti har dog ingen forståelse for den logik og kræver i stedet klarhed:
»Det er en uskik, at finansieringen ikke ligger klar. Det er meget nemt at dele gaver ud og pege på en ny bil i vinduet. Det er altid sværere at finde pengene, men det skylder regeringen danskerne,« siger finansordfører René Christensen (DF).