Fortsæt til indhold
Politik

Fagforbund dumper finanslov: »Regeringen laver en omvendt Robin Hood«

Regeringen lægger op til at udhule den velfærd, vores børn og ældre har brug for, mener LO’s formand. Et »angreb på kernevelfærden«, lyder det fra FOA.

»Regeringen laver igen en omvendt Robin Hood.«

Sådan skriver LO's formand Lizette Risgaard på twitter, efter finansminister Kristian Jensen (V) torsdag formiddag har præsenteret regeringens forslag til finansloven 2018 i Finansministeriet.

»Regeringen udhuler velfærden. Det er åbenbart vigtigere at give dårligt maskerede topskattelettelser end at sikre ordentlig børnepasning og ældreomsorg,« uddyber Lizette Risgaard i en pressemeddelelse fra LO.

Hun mener, at regeringens udspil rammer skævt, og at det tager fra dem med størst behov og færrest penge, for at give til de rigeste.

»Tryghed handler ikke kun om politi og forsvar. Det handler også om gode uddannelser, pleje til syge og ældre og sikring af rengøring på hospitalerne. Få nu rettet det skæve forslag op,« skriver formanden i pressemeddelelsen.

Samtidig mener formanden, at forslaget har for små ambitioner på uddannelsesområdet, at social-dumping-indsatsen bliver negligeret og at der mangler fokus på at styrke arbejdsmliljøområdet.

Også fagforbundet FOA kritiserer finanslovsudspillet. Regeringens forslag til finanslov svarer slet ikke på de udfordringer, som Danmarks står overfor, fastslår FOA's formand Dennis Kristensen i et opslag på Facebook. Han mener, at regeringen »hugger en hæl og klipper en tå.«

»Det er en finanslov for dem, der gerne vil have en billigere Lamboghini, men bestemt ikke en finanslov for dem, der gerne vil have flere varme hænder, når der kommer flere børn i børnehaverne og flere syge på sygehusene,« skriver han.

https://www.facebook.com/dennis.kristensen.526/posts/10156231673702580

Formanden lægger vægt på, at vækst i det offentlige på 0,5 pct. kun kan betyde dårlige velfærd, når befolkningen vokser og væksten er størst hos børn og ældre. Han kritiserer desuden regeringen for, at pengene til det såkaldte »sociale frikort,« der skal hjælpe udsatte danskere, allerede kommer fra satspuljemidler, som i forvejen er beregnet til at hjælpe de svage.

»Regeringen har et særlig talent for at bruge de samme penge to gange. Vi ser det med det såkaldte frikort, hvor pengene kommer fra den satspulje, der allerede er sat af til at hjælpe de svageste. Nu ser vi det med de 500 mio., der er sat af til ældre og sundhed, fordi de penge i virkeligheden kommer fra kommuneaftalen tidligere på året. Jeg ved godt, hvad man ville kalde det, hvis det var en virksomhed eller privatperson, der regnede sådan,« siger han.

Overordnet kalder han udspillet for et »angreb på kernevelfærden.«

»Det er desværre den fornemmelse, der kendetegner finansloven. De hugger en hæl og klipper en tå. Og så skal pengene gå til de mest velhavende,« lyder det fra FOAs formand Dennis Kristensen.