Overblik: Det ved vi om regeringens finanslovsudspil
Vækst i det offentlige forbrug på 0,5 procent, højere udviklingsbistand og billigere ture over Storebælt.
Regeringen fremlægger sit finanslovsudspil torsdag klokken 11.
Op til fremlæggelsen har flere medier kunnet berette om delelementer - primært på områder, hvor regeringen vil opprioritere og tilføre penge frem for at skære.
Få et overblik over, hvad vi allerede ved om regeringens udspil her:
- Regeringen går ifølge Berlingske efter en vækst i det offentlige forbrug på 0,5 procent. Dermed vil der næste år blive tilført cirka 2,3 milliarder kroner mere. Det er én milliard mere, end der var lagt op til.
- Færre asylansøgere betyder, at regeringen næste år ifølge Politiken vil afsætte 12,6 milliarder kroner til udviklingsbistand i den tredje verden. Det er 4,5 milliarder kroner mere end på finansloven for 2016.
- Prisen for at køre over Storebæltsbroen skal reduceres med 25 procent over de næste tre år.
- Regeringen vil også prioritere flere penge til dansk politi. Hvor meget er uvist, men ifølge justitsminister Søren Pape Poulsen (K) skal antallet af politielever igen øges.
- Der skal bruges 400 millioner kroner ekstra til forskning og udvikling. Det skal blandt andet gå til forskning, som afdækker, hvorfor personer slutter sig til bandemiljøet.
- Der skal afsættes 400 millioner kroner over fire år til kontrol af små og mellemstore virksomheders skat.
- Indsatsen mod hackerangreb og anden cyberkriminalitet skal styrkes med 100 millioner kroner til en ny strategi mod nye angreb.
- Der skal afsættes 65 millioner kroner til at stramme straffen for grov vold med en tredjedel.
- Regeringen vil gøre det lettere for handicappede og børn med behov for specialundervisning at gå på privatskole. Det sikres ved at målrette penge til undervisning af elever med særlige behov.
- De tre regeringspartier fordeler en pulje på 100 millioner kroner til "mindre initiativer", som partierne hver især afgør. Liberal Alliance sender sin pulje videre til forhandlingerne om lavere skatter.
Kilder: Ritzau, TV2, DR, Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske, BT.
/ritzau/